Jørn Neergaard Larsen har efter udløb af sin udpegningsperiode valgt at fratræde posten som bestyrelsesformand i Metroselskabet I/S.
Han afløses af erhvervsmand og tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers, skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Tommy Ahlers er udpeget for en fire-årig periode.
– Jeg har kæmpe fokus på klima i det meste, jeg laver, og elsker København, og jeg kunne ikke sige nej til denne her udfordring. Jeg glæder mig til at nørde infrastruktur og byudvikling og arbejde hårdt for et grønnere hovedstadsområde, udtaler Tommy Ahlers.
Tommy Ahlers er udpeget af transportminister Thomas Danielsen (V) i enighed med de to medejere af Metroselskabet, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.
– Tommy Ahlers har stor erfaring fra både erhvervslivet og det politiske system. Metroselskabet står overfor endnu en stor opgave med anlægget af en ny metrolinje – M5 – og med at få endnu flere passagerer. Jeg er derfor sikker på, at Tommy Ahlers kommercielle erfaring vil være værdsat, udtaler Thomas Danielsen.
Transportministeren takker samtidig Jørn Neergaard Larsen for indsatsen som bestyrelsesformand siden 2017.
– I hans formandstid har Metroselskabet blandt andet åbnet Cityringen (M3), metrolinje M4 Nord og M4 Syd, udtaler Thomas Danielsen.