Ifølge Byrummonitor er udviklingen af Jernbanebyen løbet ind i en stopklods.
Politikerne i borgerrepræsentationen i København besluttede i august at sende lokalplanen for den nye bydel i offentlig høring.
Byrummonitor afslører, at der er indkommet et høringssvar fra Banedanmark, som på vegne af transportminister Thomas Danielsen (V) gør indsigelse mod projektet.
Ifølge Byrummonitor stiller lokalplanen stiller krav om støjforhold, som Banedanmark ikke forventer at kunne leve op til.
“Lokalplansforslaget omfatter en række forhold, der er i direkte modstrid med sikring og fastholdelse af det landsdækkende jernbanenet og dermed hensynet til nationale interesser samt flere af jernbanelovens bestemmelser”, skriver Banedanmark ifølge Byrummonitor på vegne af ministeren.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) ønsker over for Byrummonitor ikke at udtale sig om sagen, men Københavns Kommunen skriver til mediet, at man er i dialog med Banedanmark med henblik på at finde en løsning.
Jernbanebyen udvikles af DSB, NREP, Industriens Pension og Novo Holdings samt Freja Ejendomme.
Lokalplanen udarbejdes på baggrund af en helhedsplan fra Team Cobe. Planen skal give mulighed for intet mindre end 500.000 etagemeter byggeri samt yderligere 29.000 kvadratmeter parkeringshuse.