Etableringen af Sydhavnskvarteret nord for Jægergårdsgade i Aarhus er i fuld gang. Det fremgår af en pressemeddelelse fra A. Enggaard, der er med til at udvikle området i samarbejde med blandt andet et kontorhøjhus på 26 etager og to hoteller.
Nu har området nået endnu en milepæl, da tre spadestik til tre nye bygninger, blev taget.
Ifølge den nordjyske ejendomsudvikler får de tre bygninger nogle markante lejere i henholdsvis Det Jyske Kunstakademi, VIA University College, der flytter sin designuddannelse til de nye bygninger, samt Lifestyle & Design Cluster.
I sammenhæng med de nye bygninger ligger også en eksisterende bygning, hvor Aarhus Billedkunstcenter får til huse. Derudover får Fabrikken Kasper Kjeldgaard, Guru Agency, Max Butke og Wired Fly som lejere.
– Det er en meget stor gevinst både for byen, området og lejerne, at vi nu får samlet en række markante aktører inden for kunst og design på Sydhavnen. Det har været visionen for området, og med dagens spadestik er vi et stort skridt nærmere realiseringen, siger salgs- og udviklingschef i A. Enggaard Peter Thorsgaard.
Det Jyske Kunstakademi, der er en selvejende uddannelsesinstitution under Kulturministeriet, flytter fra de gamle bygninger i Mejlgade til en helt ny bygning, der er designet til at huse akademiets uddannelsesaktiviteter.
– Vi bliver en del af et kreativt miljø, hvor vi i en transparent bygning smelter sammen med de øvrige aktører. Samtidig er Kulbroen medvirkende til, at bydelen åbner sig op, og at centrum forlænges ned i Sydhavnen. Jeg er derfor meget begejstret for projektet og ser spadestikket i dag som en markant milepæl i både vores og byens historie, udtaler akademiets rektor Søren Taaning.
Direktør i den nationale erhvervsklynge Lifestyle & Design Cluster, Betina Simonsen ser også frem til at få et stærkt brohoved i det kreative miljø i Aarhus:
– Vi vil gerne styrke vores del af det kreative miljø i Aarhus, hvor vi kan forbinde SMV’er inden for livsstilsbranchen med vidensinstitutioner. De kan i endnu højere grad blive en del af de netværk, vi skaber og deltage i nogle af de innovations- og lærings-forløb, vi etablerer, siger hun.
Lifestyle & Design Cluster er allerede til stede i området i kraft af nuværende faciliteter i Headstart Fashion House på Mindet 4.