I første omgang skal der bygges omkring 180 boliger i Grundet Skovby. Illustration: Vejle Kommune.
I første omgang skal der bygges omkring 180 boliger i Grundet Skovby. Illustration: Vejle Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

For enden af Store Grundet Allé i Vejles nordlige udkant ligger Heimstadens nyopførte lejligheder, og snart kan de måske få selskab af omkring 170 parcel- og rækkehuse.

Der er udarbejdet en helhedsplan for udviklingsområdet ved vandtårnet på hjørnet af Viborgvej og Store Grundet Allé.

Helhedsplanen for Grundet Skovby omfatter cirka 88 hektar landbrugsjord nord for Store Grundet Hovedgård og syd for Hornstrup Kirkeby. Her kan der bygges 450-600 boliger i form af både huse i et-to etager og lejligheder i to-fire etager.

Nu skal en ny lokalplan så give mulighed for, at der kan bygges 56 parcelhuse med almindelig grundstørrelse, 67 huse som kompaktparceller og 46 rækkehuse. Desuden skal et delområde på 9.500 kvadratmeter kunne anvendes til eksempelvis en børnehave.

Det forudsætter naturligvis, at de lokale politikere i Vejle er med på idéen. I første omgang skal politikerne i kommunens tekniske udvalg den 13. august tage stilling til, om arbejdet med lokalplanen skal igangsættes.

Faktisk var sagen allerede på dagsordenen i det daværende tekniske udvalg i 2019, men dengang nåede et noget uenigt udvalg frem til, at der også skulle udarbejdes en trafikplan for det kommende boligområde.

Idet der efterhånden er gået en håndfuld år, siden lokalplanen dengang blev igangsat, skal sagen nu igangsættes på ny, hvis altså politikerne kan nå til enighed om det.

“Helhedsplanen ønskes realiseret over en årrække. Denne lokalplan består af helhedsplanens første og anden etape samt dele af tredje og femte etape beskrevet i helhedsplanen. Den østligste del af lokalplanområdet består af de arealer, der skal udnyttes til fælles friarealer, regnvandshåndtering og støjvolde. Helhedsplanen realiseres fra vest mod øst”, fremgår det af dagsordenen til det kommende udvalgsmøde.

I arbejdet med trafikplanen lægges der op til, at området alene trafikbetjenes af biler via Viborgvej og Gl. Smedevej. Der etableres en busvej fra Norgesvej over Store Grundet Allé og en forbedret stiforbindelse på den nord-syd gående del af Store Grundet Allé til Grundet Tværvej. Lokalplanområdet får vejadgang fra Viborgvej, og fra adgangsvejen gives adgang til boligvejene.

Området ejes af SoleGruppen ved Jørgen Gudmund Pedersen og Tage Pedersen, der i øvrigt er formand for Danske Minkavlere. Direktør for selskabet er Bjarne Pedersen. Trioen er også involveret i et stort projekt, hvor en minkfarm i Hedensted skal omdannes til en ny bydel.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling