Udlejning af de første 140 boliger i Coop Byen skydes i gang

Byggeriet af 350 boliger i Coop Byen i Albertslund skrider fremad, og nu lyder startskuddet til udlejningen af de første 140 boliger.

På en 45.000 kvadratmeter stor grund er byggeriet af det første bykvarter i Coop Byen i Albertslund i fuld gang. Virkelund er navnet på bykvarteret med cirka 350 svanemærkede og DGNB-guld-certificerede boliger.

Udlejningen af de første cirka 140 boliger skydes i gang med det første åbent-hus-arrangement søndag den 13. april.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Projekt Poul Erik Bech, der står for udlejningen af de i alt 32.000 kvadratmeter boliger, hvor der bliver plads til cirka 1.000 beboere.

Udlejningen af de første 140 boliger i Coop Byen i Albertslund sættes nu i gang.
Udlejningen af de første 140 boliger i Coop Byen i Albertslund sættes nu i gang.

Udlejningen begynder med første åbent hus i foråret 2025, og de første, nye beboere kan allerede flytte ind i sensommeren 2025.

– Virkelund er boliger til alle faser af livet – fra større familieboliger til mindre boliger til unge og seniorer, udtaler Thomas Kjær Petersen, senior pro­jek­t­ud­vik­lings­chef i PensionDanmark Ejendomme, der står bag de nye rækkehuse og lejligheder.

– Vi har ønsket at skabe et inspirerende og mangfoldigt område med tre kar­ré­be­byg­gel­ser, som er tegnet af tre forskellige hold arkitekter. Det giver en stor alsidighed og et arkitektonisk udtryk i øjenhøjde. Flere unge, børnefamilier og seniorer efterspørger mere bæredygtige og fæl­les­skab­s­o­ri­en­te­re­de boligløsninger i Kø­ben­havns­om­rå­det, og det imødekommer vi nu med de nye boliger i Coop Byen.

Udover boligerne byder bykvarteret på en bypark, rekreative områder og et stort parkeringshus.

Boligerne er udviklet i samarbejde med HHM som to­ta­len­tre­pre­nør. Virkelund færdiggøres i etaper frem til slutningen af 2026. Det første byggeri er ”Gæstfriheden”, der står klar i sensommeren.

Udlejningen af de første 140 boliger i Coop Byen i Albertslund sættes nu i gang.
Udlejningen af de første 140 boliger i Coop Byen i Albertslund sættes nu i gang.

– Vi har været med lige fra starten af udviklingen af Coop Byen og har haft en omfattende rådgivnings- og analyseopgave om blandt andet størrelser på boliger, bo­lig­s­am­men­sæt­ning og mar­keds­le­je­ni­veau­er, udtaler Kenneth Nielsen, Senior Advisor i EDC Projekt Poul Erik Bech.

– Det bliver en by i byen, som man virkelig gerne vil bo i. Ejendommene opføres i to-seks etager med både rækkehuse og lejligheder fra 50-120 kvadratmeter med to-fem værelser. Der er noget for enhver smag, hvor priserne starter fra 10.000 kroner om måneden, så det bliver en del billigere end tilsvarende størrelse boliger i København, siger Kenneth Nielsen.

Den nye bydel får tre bebyggelser tegnet af tre forskellige tegnestuer, Arkitema Architects, Mangor & Nagel og ONV Arkitekter med udgangspunkt i en masterplan af Henning Larsen Arkitekter.

– Der kommer rekreative områder lige uden for døren, og indenfor bygges funktionelle og stilfulde Stykka-køkkener, der bliver boligens samlingspunkt. Der bygges i lyse materialer, i høj komfort og med et lavt energiforbrug, udtaler Tobias Schneller Kjær, projektleder, EDC Projekt Poul Erik Bech.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling