I april besluttede kommunalbestyrelsen af Albertslund Kommune at sende gang i arbejdet med et nyt plangrundlag for højhus på Naverland 2 i Hersted.
På det seneste byrådsmødet var turen kommet til naboejendommen på Smedeland 7. Her har politikerne nu besluttet, at der skal udarbejdes en lokalplan for et projekt med 161 boliger samt erhverv og fællesfaciliteter i en ny bebyggelse på 12.460 kvadratmeter.
– Projektet skal ses i sammenhæng med naboejendommen, Naverland 2 og Sydvangen, og i den indledende dialog om projektet har ejeren fra Smedeland 7 og ejeren fra Naverland 2 i samarbejde lavet en fælles plan på tværs af de to områder, sagde formand for Miljø- & Byudvalget, Marianne Burchall (S), da politikerne i kommunalbestyrelsen i Albertslund i går havde sagen på dagsordenen.
Smedeland 7 er ejet af Rent Estate ved Frank Buch-Andersen, men startredegørelsen for projektet er udarbejdet af AG Gruppen i samarbejde med Juul Frost Arkitekter.
Redegørelsen skitserer et projekt i fem-seks etager med mulighed for at bygge i op til otte etager på hjørnet af Naverland og Smedeland.
I stueplan skal der være erhverv og publikumsorienterede funktioner, som skal aktivere byrummet og skabe liv i gadebilledet.
Midt i den samlede bebyggelse med højhuset planlægges et grønt, fælles gårdrum med 3.345 kvadratmeter opholdsarealer. Derudover etableres et hævet parkeringsdæk med aktivitetsområde på taget – både som rekreativ zone og støjværn mod de eksisterende erhverv i området.
Parkering samles i en delvist nedgravet kælder og hævet dæk under gårdrummet, mens cykelparkering bliver tilgængelig i kantzoner og gårdrum. Eksisterende indkørsler fjernes, og nye adgangsforhold prioriterer fodgængere og cyklister – med fokus på let adgang til letbanen.
Projektet holder sig inden for kommuneplanens rammer og skal nu danne grundlag for en ny lokalplan.
De kommende lejligheder bliver mellem mellem 47 og 103 kvadratmeter store og får et-fire værelser. De vil henvende sig til både singler, familier og seniorer.