En ganske lille landsby med 14 boliger kan være på vej oven på Kvickly midt i Køge.
Ejendommen fra 1974 blev ombygget i 2004 og ejes af Brødrene Ewers fra Sønderborg, men det er projektudvikleren Investia Group, der sammen med Arkitekterne Køge har udarbejdet et forslag til den mulige bebyggelse.
Planen er at omdanne den cirka 3.000 kvadratmeter store tagflade til et grønt og levende byrum med fem nye boliger på hver især 104 kvadratmeter samt ni nye boliger på hver især 130 kvadratmeter. Mellem boligerne etableres gårdrum og opholdsmuligheder.
– I første omgang kiggede vi på det der store, sorte tag, og overvejede om man kunne lave noget spændende her. Køge er en vidunderlig by, og det var for os en helt naturlig tanke, om man kunne gøre et eller andet, fortæller direktør og partner i Investia Group, Michael Stounberg.
Men hvorfor ikke bare tilføje en etage med lejligheder?
En stor del af forklaringen ligger i, at arkitekterne har fået frit spil i forbindelse med en dialog med Køge Kommune, som samtidig har stillet krav til en eventuelt kommende bebyggelse, fortæller Michael Stounberg.
– I virkeligheden er det Køge Kommune, der langt hen ad vejen sætter rammerne for, at hvis der skal ske noget der, så skal der ske noget, der har en særlig profil og en særlig kvalitet, der gør det smukt og miljøvenligt.
Husene skal efter planen bygges i lette, præfabrikerede materialer, der kan skilles ad igen, og de udstyres med moderne løsninger som hybridventilation. Samtidig får taget et grønt præg med sedum, beplantning, opholdsrum og en stor trappe, der binder taget sammen med stien langs Køge Å.
Michael Stounberg understreger dog, at man er i en meget tidlig fase, og en række forhold skal afklares. Foruden økonomien drejer det sig blandt andet om statikken i bygningen.
– I bund og grund drejer det sig i første omgang om at finde ud af, om det overhovedet kan lade sig gøre at få en tilladelse til at lave noget fedt deroppe. Og så må man bagefter så på, om der overhovedet er økonomi i det, og om det kan lade sig gøre med de krav, der bliver stillet, siger Michael Stounberg.
Den 3.500 kvadratmeter store Kvickly ligger med butiksfacader ud mod Vestergade. På 1. sal og i tagetagen mod Vestergade er der i forvejen indrettet fem boliger.
I det skitserede projekt vil det eksisterende parkeringsareal med 149 pladser blive bevaret, ligesom der kommer 11 ekstra pladser til de nye boliger.
Foruden en ny lokalplan vil projektet kræve et kommuneplantillæg, da bygningen får tre etager, mens kommuneplanen i dag kun tillader 2,5 etager.
I november 2025 inviteres naboer til et formøde ved Kvickly, og til foråret 2026 sendes planforslaget i offentlig høring med et borgermøde. Hvis alt går efter planen, kan projektet vedtages i sommeren 2026.




















