Ifølge Århus Stiftstidende står byudvikler Martin Novak og erhvervsmændene Jens Søgaard Jørgensen og Ib Dyhr Nørholm bag planen om en ny bydel ved Sortemosevej og Skødstrupvej vest for Skødstrup ved Aarhus.
Et landbrugsareal skal efter planen transformeres til en ny bydel med omkring 350 boliger, et seniorfællesskab med 80 boliger og en friskole med plads til 400 elever. Desuden skal der bygges et 25 meter højt skovtårn.
En del af boligerne vil blive ejerboliger, som flere politikere i Aarhus har sukket efter i årevis.
– Vi har lovet Aarhus Kommune, at vi er klar til at lave omkring 150 ejerboliger, som kommer til at koste under tre millioner kroner i 2025-priser, siger Martin Novak til Århus Stiftstidende.
Udviklerne har gennem Udviklingsselskabet Over Hækken allieret sig med Sleth for at skabe en ny bydel med boliger, som nystiftede familier med en middelindkomst kan have råd til at flytte ind i.
Efter planen skal der bygges omkring 150 rækkehuse, 100 gårdhavehuse og 20-50 parcelhuse. Desuden har projektudviklingsgruppen indgået et samarbejde med AAB, så der også kan være almene boliger på vej.
Udviklerne håber, at de første boliger kan stå klar til indflytning i 2028 eller 2029.