Claus Sørensen Ejendomme står i samarbejde med arkitektfirmaet Friis & Moltke bag udviklingen af Vognsbølhaverne på højskolegrunden i Esbjerg.
Nu er første spadestik til det nye bykvarter taget. Det skriver JyskeVestkysten.
– Vi bygger ikke bare boliger, men rammerne for et helt nyt bykvarter med fokus på bæredygtighed og fællesskaber, sagde administrerende direktør Lars Kjærgaard fra Claus Sørensen Ejendomme ifølge JyskeVestkysten, da spaden blev stukket i jorden.
– Og med Vognsbølparken som nabo og centrum få minutter væk har vi en beliggenhed, der ikke kan overvurderes. Det er tre væsentlige ting for os: Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.
Højskolegrunden strækker sig over et areal på godt 50.000 kvadratmeter, og i alt skal der på grunden bygges omkring 250 boliger i form af rækkehuse og lejligheder med et samlet omfang på 28.400 etagekvadratmeter..
Desuden bliver der etableret en parkeringskælder med plads til 120 boliger.
Første etape er Firkløveret, som består af fire nye punkthuse med hver især otte lejeboliger.
Ifølge JyskeVestkysten opføres Firkløveret i fagentrepriser, hvorOlesen og Jensen står for el-arbejdet, Klinkert for maleropgaven, Skov Jørgensen for VVS-delen, og HTH Esbjerg leverer inventaret, mens Norconsult har leveret rådgivning.
Lejlighederne i Firkløveret forventes klare til indflytning i forsommeren 2026. Næste etape er Landsbyen med omkring 90 boliger, som sendes i udbud i maj 2025.
Om Vognsbølhaverne
Bygherre: Claus Sørensen Ejendomme
Beliggenhed: 50.773 kvadratmeter grund afgrænset af Esbjerg Park/Stormgade, Spangsbjerg Kirkevej, Lysningen og boldbanerne, der tidligere tilhørte Esbjerg Højskole.
Byggeri: Over 250 boliger vekslende mellem etagebyggeri og rækkehuse, sammenlagt cirka 28.400 etagekvadratmeter.
Etaper
Første etape: Firkløveret bestående af fire bygninger med hver otte boliger.
Anden og tredje etape: Landsbyen inddelt i nord og syd og placeret midt i området med cirka 90 boliger.
Fjerde etape: Parkhuset med op til 14 etager på hjørnet af Stormgade og Spangsbjerg Kirkevej. Ejendommen vil foruden boliger blandt andet omfatte en dagligvarebutik
Femte etape: Et selvstændigt bygningskompleks henvendt til aktive seniorer.
Sjette etape: Terrassehusene bestående af bygninger i varierende etagehøjde ud til Spangsbjerg Kirkevej.
Tidsplan: Indflytning vil efter planen foregå fra første halvår 2026. De tre følgende etaper projekteres, udbydes og bygges med henblik på færdiggørelse i 2028-2029.
Kilde: Claus Sørensen Ejendomme.