“En livsopgave❤️”
Sådan skriver Bricks-direktør Martin Busk på LinkedIn, hvor han henviser til en artikel i Århus Stiftstidende, som kan løfte sløret for udviklingsplanen for Pier 3 med tilhørende illustrationer og projektdata.
I juni 2024 blev AP Pension er sammen med Bricks og Voluntās samt Anders Holch Povlsens Heartland og Kilden & Hindby udpeget til at indgå en samarbejdsaftale med Aarhus Kommune om udviklingen af området på de bynære havnearealer.
Nu er planen klar. Den bærer titlen “Et Gadekvarter på Aarhus Ø” klar og skal behandles af magistraten den 29. april.
Udviklingsplanen dækker Pier 3 og byggefelterne E, F og G, der ligger langs Bernhardt Jensens Boulevard op mod Nicoline Hus. Planen ser også på på Pier 2, hvor der foreslås en ny bypark, mens det er tanken at omdanne Jette Tikjøbs Plads til et grønt parkrum.
Langs Pier 3 skal Bernhardt Jensens Boulevard laves om til en livlig handelsgade med lav bebyggelse, specialbutikker, grønne områder, en havnepark og potentielt et “Vandets Hus” som oplevelsescenter. Pakhus 77 bevares foreløbigt som mødested for sport og byliv.
Aarhus Ø er gennem de seneste 15 år blevet udviklet fra at være en lukket industrihavn til en moderne bydel, der nu begynder at nærme sig den gamle bymidte i Aarhus. Af udviklingsplanen fremgår det dog, at den nye bydel på havnen med udviklingen af Pier 3 skal bindes bedre sammen med resten af byen.
Det fremgår videre, at det ubebyggede stykke mellem ydre Aarhus Ø og Aarhus C opleves som et “oplevelsesfattigt” stykke, hvilket gør den “mentale afstand er større end den fysiske”. Det skal der gøres noget ved.
– Vi snakker om en 15 minutters by. Aarhus Ø kan blive et sted, hvor du kan få passet dine børn, sende dem i skole, handle ind, tage en bus eller en letbane uden at skulle bevæge dig mere end et kvarters tid, siger Rune Kilden fra Kilden & Hindby til Århus Stiftstidende.
Overordnet fokuserer planen på lavere, tætte karrébebyggelser i to-syv etager og prioriterer byliv og sammenhæng med resten af byen frem for høje bygninger som Lighthouse.
Skabelsen af et attraktivt gadekvarter sker med inspiration fra Latinerkvarteret, og planen rummer også forslag til en ny skole og et navneskift til letbanestationen ved Østbanetorvet. Fokus er især på at skabe et blandet og inkluderende byrum for alle aldersgrupper og livsstile.
På Pier 3 skitserer planen 158.000 kvadratmeter bebyggelse i form af 128.000 kvadratmeter boliger og 30.000 kvadratmeter erhverv. Dertil kommer 4.000 kvadratmeter eksisterende bebyggelse, der skal omdannes.
På byggefelterne E,F,G skal der opføres 34.000 kvadratmeter nybyggeri i form af 19.000 kvadratmeter boliger og 15.000 kvadratmeter erhverv. Desuden skal 3.000 kvadratmeter eksisterende bebyggelse omdannes.
Endeligt skal der ved Bernhardt Jensens Boulevard opføres yderligere 4.500 kvadratmeter erhverv.