Unge socialdemokrater kræver opgør med boligmarkedet

Førstegangskøbere skubbes ud af byerne, lyder det fra DSU, der betegner udviklingen på boligmarkedet som et et generationstyveri.

På Socialdemokratiets årsmøde, der vanen tro løber af stablen i Aalborg i dag.

Her sætter Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) fokus på et boligmarked, de mener belønner arv og held frem for hårdt arbejde og opsparing.

Det oplyser ungdomsorganisationen i en pressemeddelelse.

Ifølge DSU er priserne på ejerboliger i mange byer steget så meget, at især unge og almindelige lønmodtagere presses ud af boligmarkedet.

Ungdomsorganisationen peger på, at gennemsnitsprisen på lejligheder på landsplan for første gang nogensinde har rundet en kvadratmeterpris på 40.000 kroner.

DSU’s formand, Katrine Evelyn Jensen, kalder udviklingen et generationstyveri, hvor førstegangskøbere skubbes ud af byerne, mens unge med velhavende forældre får en fordel gennem arv eller forældrekøb.

– I de sidste 30 år har skiftende regeringer set passivt til og ikke gjort nok for at sikre et fair boligmarked. I dag betaler vi unge prisen, udtaler Katrine Evelyn Jensen.

Organisationen kræver derfor, at Socialdemokratiet griber ind med konkrete tiltag, herunder avancebeskatning på dyre boliger, ændringer i rentefradraget og en afskaffelse af skattefordele ved forældrekøb.

– Hvis Socialdemokratiet vil have opbakning fra unge, må de én gang for alle komme i gang og sikre et mere retfærdigt boligmarked, lyder det fra Katrine Evelyn Jensen.

Ifølge DSU risikerer hovedstaden og de større provinsbyer at udvikle sig til områder for de få med penge i ryggen.

– Hovedstaden og de større provinsbyer er ved at udvikle sig til rigmandsghettoer. Priserne skal ned, og flere skal kunne eje en bolig, udtaler Katrine Evelyn Jensen.

Byerne skal være for alle, lyder det, og DSU opfordrer Socialdemokratiet til at handle nu.

I København lå den gennemsnitlige salgspris på ejerlejligheder i august 2025 på 64.333 kroner per kvadratmeter, mens kvadratmeterprisen i Frederiksberg Kommune var helt oppe på 69.406 kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev