Gennem de seneste 200 år har Vesterbro Torv ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune fungeret som losseplads, kvægtorv, parkeringsplads og trafikeret knudepunkt.
I 2026 skal torvet været grønt og fredeligt. Teknik og Miljø er nemlig klar med det endelige forslag til, hvordan den centrale plads og de omkringliggende gader skal se ud.
– Forslaget til torvet samler i ét flot arkitektonisk greb mange af de drømme for torvet, tilgængelighed og behovet for at håndtere stigende mængde regnvand, busser og cyklister. Desuden ønskede vi at bevare træerne og genbruge belægningen, udtaler Anne Mette Boye, stadsarkitekt i Aarhus.
Læs også: Aarhus tester byrum på tre torve
– Forslagets ambition er et smukt urbant og grønt torv, der bliver et bylivsknudepunkt for både bykvarteret og hele Aarhus med plads til at mødes med andre, nyde solen et roligt øjeblik og til bykvarterets fællesaktivitet.
Torvet skal være et stort sammenhængende grønt torv, der følger terrænet i tre terrasser. På nordsiden er der sol med plads til ophold, fællesspisning, marked og aktiviteter, mens der på midten skal være plads til gående, vand, træer og ophold. På sydsiden gives plads til at vente på bussen samt til de mange cyklister.
Nye træer på torvet og gaderne
Der vil fremover stå cirka 25 træer på selve torvet og 70 træer yderligere på gaderne omkring torvet.
Ombygning af torvet omfatter også de tilstødende gader, så det alt i alt bliver en tryggere oplevelse at færdes i området. Prisen for den forestående overhaling løber op i godt 76 millioner kroner.
Aarhus Kommune står for omdannelsen i samarbejde med Lytt Architecture. Projektet har også fokus på nødvendig klimatilpasning i området. Aarhus Vand indgår derfor i arbejdet og medvirker i projektet fra idéoplæg til udførelse.
Læs også: Grund til 70-90 boliger ved Aarhus sættes til salg
Teknik og Miljø forventer, at sagen skal drøftes i Magistraten i næste uge, inden den behandles i byrådet.
Indstillingen er det sidste politiske skridt, der skal til for at sætte anlægget i gang. Herefter skal entreprenøropgaven i udbud, så opbygningen af det nye Vesterbro Torv kan gå i gang i løbet af foråret 2025.
Om omdannelsen af Vesterbro Torv i Aarhus
- Omdannelsen af Vesterbro Torv blev besluttet af et flertal af Aarhus Byråd i 2018 som en del af den samlede mobilitetsplan for Aarhus Midtby.
- Ændringerne i trafikken skal blandt andet give cyklister en tryggere rute gennem midtbyen.
- Ændringerne skal også skabe bedre fremkommelighed for busserne. Blandt andet vil buslinjerne 2A, 3A, 4A, 11 og 13 gennem Vesterbro Torv tilsammen kunne spare op imod 15 minutter hver time i myldretiden.
- Ændringerne giver mindre gennemkørende trafik i flere gader, der støder op til torvet – det vil give mere plads til beboere, der skal ind og ud, og bedre adgang for dem, der skal handle i byens butikker.
- Omdannelsen af torvet kommer til at omfatte flere blågrønne løsninger med klimatilpasning, så midtbyen kan håndtere de store vandmængder under skybrud og lede det sikkert videre.
- I forslaget bliver de eksisterende træer bevaret på det nye torv og belægningen og kanterne genbrugt
- Borgernes ønsker om plads til at mødes, flere træer og regnvand er indarbejdet i det nye torv.
- Omdannelsen af torvet sker i samarbejde med Aarhus Vand, der også bidrager til finansieringen af torvet.
- Ensretning af Hjortensgade sker syd for Møllevejen, som beboerne i området blev stillet i udsigt i foråret. På den måde kan de fortsat komme hjem nordfra. Teknik og Miljø vil nøje følge, hvilken betydning det har for den trafikale afvikling gennem Æbeløgade og tilstødende gader.
- Forslaget er tegnet af Lytt Architecture i samarbejde med Teknik og Miljø.
Kilde: Aarhus Kommune.