Vinder af byrumskonkurrence i Ørestad er fundet

BIG vender som en del af vinderholdet bag stort byrumsprojekt tilbage til Ørestad, hvor der skal skabes sammenhæng mellem tre koncertsteder.

Et nyt stort kunst- og byrumsværk skal under navnet “Byens Scene” skabe sammenhæng og liv mellem Ørestads tre store koncertsteder: DR Koncerthuset, Bella Arena og Royal Arena.

Først var fem arkitekthold med i kunst- og arkitekturkonkurrencen, og deltagerantallet blev efterfølgende skåret ned til tre hold under ledelse af henholdsvis BIG, Snøhetta og Schul Landskab.

Nu er vinderen fundet. Vinderforslaget hedder “The Impact” og er skabt i samarbejde mellem den amerikanske kunstner Doug Aitken og den danske tegnestue BIG.

Ifølge en pressemeddelelse fra By & Havn forvandler “The Impact” byens overflade med sprækker, gyldent lys, vand og vild natur.

– Det er med stor glæde, at vi vender tilbage til Ørestad, 15 år efter at vi færdiggjorde 8-tallet. Denne gang med henblik på at puste liv mellem husene, udtaler Bjarke Ingels, grundlægger af og kreativ direktør i BIG.

– Med “The Impact” har vi valgt en tilgang, som rammer de perfekte, færdige overflader som et meteornedslag, der skaber plads til livet og undtagelsen, naturen og kulturen. Som en slags urban Kintsugi – den japanske kunstart, hvor man reparerer knust keramik med guld – vil sprækkerne og brudfladerne udgøre en form for accelereret patinering af den ellers meget nye bydel.

Ved DR Koncerthuset skal der anlægges et dramatisk landskab med klipper, damp og tåge. Ved Bella Arena vil planters skyde op fra undergrunden, og omkring Royal Arena og Field’s kommer gyldne åre-lignende former og to skulpturer til at markere områdets puls.

Hele projektet tager udgangspunkt i genbrug af materialer fra området og har fokus på at skabe levende og sanselige byrum.

Partnerskabet bag “Byens Scene” består af Danmarks Radio, Bellagroup, Bellakvarter, Live Nation, By & Havn, Field’s/Steen & Strøm, Metroselskabet og ØICC (Ørestad Innovation City Copenhagen).

Konkurrencen finansieres af By & Havn, Københavns Kommune og DR. Den filantropiske forening Realdania støtter konkurrencen. Creator Projects er kunstneriske rådgivere for partnerskabet.

Tilmeld Nyhedsbrev