Visionsplan skal gøde jorden for salg af stor skolegrund

I begyndelsen af 2027 skal en ny skole stå klar, og den gamle skole bliver til overs. Den 26.000 kvadratmeter store grund skal derfor sælges.

I 2021 afsatte politikerne i byrådet i Viborg 120 millioner kroner til byggeriet af en ny skole i Stoholm.

Når den nye skole på Søndergade ved fritids- og kulturcentret efter planen står klar i begyndelsen af 2027, bliver den nuværende skolegrund på Vesterled 5 ledig.

Grunden strækker sig over et areal på godt 26.100 kvadratmeter, og byrådet har allerede udpeget grunden som et af de steder, hvor der kan ske byudvikling og fortætning.

Den gamle skole ligger centralt i Stoholm, tæt på kirkegården og omgivet af boliger, og mange forventer, at området kan blive til et nyt boligkvarter.

For at sikre, at udviklingen sker i tæt dialog med borgerne, lægger kommunen op til en visionsproces. Her skal lokalbefolkningen være med til at forme idéerne til, hvordan skolegrunden kan forvandles. Inspirationen hentes fra lignende processer andre steder, blandt andet i Overlund.

Første skridt bliver et borgermøde den 21. oktober på Stoholm Skole. Her får borgerne mulighed for at komme med input og idéer. Samtidig vil der blive nedsat en følgegruppe med lokale repræsentanter, blandt andet fra Stoholm Borgerforening, som skal følge arbejdet tæt og deltage i workshops.

Kommunen forventer, at borgerinddragelsen begynder sidst i 2025, mens selve visionsplanen udarbejdes i løbet af vinteren og foråret 2026.

Der er afsat 200.000 kroner til rådgiverbistand, som midlertidigt dækkes af kommunens kasse, men på sigt skal udgiften betales af salget af grunden.

Visionsplanen skal blandt andet skitsere mulige løsninger for byggeri, grønne områder, byrum og infrastruktur. Når planen er klar, skal den til politisk behandling og derefter i høring, før den endeligt kan vedtages i 2026. Planen vil senere danne grundlag for enten et samlet udbud af hele grunden eller flere mindre udbud.

Målet er at skabe et nyt boligområde, der både tager hensyn til de eksisterende omgivelser og samtidig tilfører Stoholm nye kvaliteter og sammenhænge.

Stoholm mellem Viborg og Skive har ifølge Danmarks Statistik godt 2.500 indbyggere.

Tilmeld Nyhedsbrev