Den kommende bydel Marienlyst i Aarhus. Illustration: Cebra.
Den kommende bydel Marienlyst i Aarhus. Illustration: Cebra.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ifølge JP Aarhus møder Aarhus Kommune kritik i forbindelse med blandt andet salget af kommunal jord til den lokale rigmand Jens Stausholm, som står bag ejendomsudviklingsfirmaet Stadt.

Sammen med Heimstaden investerer Stadt i udviklingen af den nye bydel Marienlyst, hvor der skal bygges boliger til 12.000-14.000 indbyggere.

Under daværende Venstre-rådmand Bünyamin Simsek, som i dag er konservativ, vandt Stadt i januar 2020 retten til at købe 12,5 hektar jord i Brendstrup af Aarhus Kommune.

Men Alfa Development og Marienlyst Århus Nord, som har pensionsgiganten AP Ejendomme i ejerkredsen, kritiserer ifølge JP Aarhus kommunen for at have givet Stadt en række konkurrenceforvridende fordele i forbindelse med handlen. Udviklerne mener, at Stadt slipper 70 millioner kroner billigere på grund af ændringer i forhold til de oprindelige købsvilkår.

Læs også: Yderligere 1.500 boliger ved Aarhus på tegnebrættet

I henvendelser til kommunen påpeger Alfa Development og Marienlyst Århus Nord, at salgsvilkårerne afviger markant fra den betingede købsaftale.

“Afvigelserne vedrører ændring i prisreguleringen, etapedelingen af arealkøb, ændring af bankgaranti, minimering af risiko ved tilbagekøb til kommunen og begrænsning i betaling af grundskyld”, skriver Alfa Development.

“Ændringen af prisreguleringen med både et loft over det årlige nettoprisindeks og en årrække uden indeksregulering, strider mod vilkårene i udbuddet. Der er tale om en økonomisk fordel for køber på mindst 30 mio. kr. Når forvaltningen begrunder denne for køber fordelagtige ændring med, at køber uforskyldt er blevet ramt af forsinkelserne i kommunens håndtering af sagen, er der tale om en klar forskelsbehandling ift. de øvrige involverede byudviklere. Alle har måttet tåle de økonomiske virkninger af forvaltningens forsinkelser i form af rente- og/eller optionsudgifter, lyder det videre fra Alfa Development.

“Opdelingen af arealkøbet på 11 etaper er ligeledes en væsentlig afvigelse fra udbuddet, der forudsatte ét samlet køb af arealet senest 2 år efter underskrift af købsaftalen. At købet nu gennemføres successivt i årene 2027-2038 betyder reelt, at kommunen ”låner” likviditet til køber i årene 2028-2038. Derved går kommunen glip af en forrentning på skønsmæssigt minimum 40 mio. kr. hen over perioden”, lyder det fra ejendomsudviklingsselskabet med base i Søborg.

Økonomiprofessor Peter Bogetoft fra Copenhagen Business School mener ifølge JP Aarhus, at Alfa Development og Marienlyst Århus Nord har fat i noget.

Læs også: Helhedsplan skal bane vej for 1.600 nye boliger ved Aarhus

– Det ser ganske rigtigt ud til, at den valgte udvikler har fået nogle betydelige økonomiske gevinster ved de gennemførte justeringer i de økonomiske betingelser, siger han til avisen.

Han påpeger dog samtidig, at det er vanskeligt at vurdere, om de økonomiske gevinster opvejes af de udfordringer, der er opstået efter det oprindelige udbud.

JP Aarhus har uden held forsøgt at få en kommentar fra Jens Stausholm, mens Teknik og Miljø i Aarhus Kommune oplyser, at et eksternt advokatselskab vurderet, at kommunen overholder udbudsreglerne.

Ifølge avisen mener Cecilie Fanøe, forsker og underviser i udbuds- og statsstøtteret på Copenhagen Business School, dog, at kommunen kan være på kant med både EU’s statsstøtteregler og de danske udbudsregler.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling