Ístak, et datterselskab i Aarsleff-koncernen, skal være med til at opføre Islands første vindmøllepark.
Det oplyser Aarsleff i en pressemeddelelse.
Projektet ligger i Þjórsárdalur, cirka 140 kilometer øst for Reykjavik, og omfatter 28 kæmpevindmøller på hver 150 meter.
Ístak står for støbning af fundamenter, jordarbejde og installation af el-infrastruktur. Det betyder blandt andet 14.000 kubikmeter beton og 430.000 kubikmeter udgravning.
– Vi får mulighed for at bringe mange af vores kompetencer i spil, da vi både skal konstruere 28 armerede betonfundamenter og en transformerstation på cirka 1.200 kvadratmeter samt nedgrave over 14 kilometer højspændingskabler, udtaler Karl Andreasen, der er administrerende direktør i Ístak.
Der er travlt – arbejdet starter i april, og 16 fundamenter skal være klar inden vinteren. Resten støbes næste år. Den stramme tidsplan skyldes det barske islandske klima.
Aarsleff oplyser, at kontraktsummen er på godt 280 millioner.