AG Gruppen havde i 2023 en nettoomsætning på 1,22 milliarder kroner mod 1,27 milliarder kroner året før.
Resultatet før skat faldt markant til godt 21 millioner kroner i 2023 mod over 160 millioner kroner året før. Efter skat landede resultatet i 2023 på 4,4 millioner kroner mod næsten 145 millioner kroner året før.
Det faldende resultat skyldes nedskrivninger på ejendomme. Koncernen løfter således overskuddet på driften med over 50 procent fra godt 37 millioner kroner i 2022 til knap 58 millioner kroner i 2023.
Læs også: AG Gruppen bag stort boligprojekt på Nørrebro
Det er acceptabelt i en svær tid, siger bestyrelsesformand og medejer Robin Feddern i en pressemeddelelse fra koncernen.
– Vi har oplevet et lidt paradoksalt 2023, hvor ejendomsbranchen har haft det svært, men vores underliggende drift fortsætter med at udvikle sig positivt grundet vores stærke pipeline og dygtige medarbejdere.
– Det betyder så, at vi må notere os et lavere resultat i år, men jeg hæfter mig ved, at vi har styrket den strukturelle udvikling og står meget stærkt i hele værdikæden fra udvikling, til at levere godt byggeri til tiden og idriftsætte de færdige ejendomme.
Læs også: Trist erhvervsområde ved Jersie Strand forvandles til boligområde
Balancesummen lyder på 1,3 milliarder kroner, mens egenkapitalen inklusive minoriteter udgør knap 413 millioner kroner. Soliditetsgraden ligger på 31,5 procent.
– Vi har i 2023 – og i 2024 – nydt godt af, at vi er en ordholdende og seriøs projektudviklingskoncern, som har en lang historik med at levere det aftalte. Derfor mærker vi et stadigt større ønske om samarbejde fra mange dele af ejendomsbranchen. Tilmed har vi kunne videreudvikle de gode samarbejder vi har og det er vi meget taknemmelige for, udtaler medejer og administrerende direktør, Bjarke Windeløv Graae.
– Vi er stolte af at have opbygget så solid en likviditet og soliditet, som er med til at sikre os det fornødne fundament for en fortsat positiv udvikling. Derfor ser vi meget lyst på de kommende år, hvor vi vil udvide vores samarbejder.