I 2019 var der i Danmark 1.446.295 singlehusstande, mens der i 2023 blev registreret 1.541.464 husstande, hvor kun en person har oplyst sin folkeregisteradresse.
Det er en stigning på knap 100.000 singlehusstande på fem år, viser tal fra Danmarks Statistik, som Estate har analyseret.
Det skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse, hvor der stilles spørgsmålstegn ved, om vi bygger boliger i den rigtige størrelse.
Læs også: Alarmerende mangel på små boliger i København
– Hvordan og hvor mange man bor sammen, er selvfølgelig en privat sag, men spørgsmålet er, om vi har indrettet og fortsat indretter vores boligmasse efter den demografiske udvikling, vi er vidner til, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Når man ser på boligstørrelsens gennemsnit i Danmark, er den umiddelbart indrettet til den klassiske husstand bestående af mellem tre og fem personer og ikke én person, som lige nu udgør halvdelen af landets knap tre millioner husstande, lyder vurderingen fra Estate.
– I forhold til behov for plads bor mange enlige i boliger, hvor der i teorien er langt mere plads, end de har behov for. Det betyder både, at boligudgifterne kan være højere end nødvendigt, og at der skal opvarmes mange ekstra kvadratmeter, som ikke er specielt hensigtsmæssigt i forhold til de klimaambitioner, vi har, siger Thomas Hovgaard.
Læs også: Alternativet i opgør med udskældt 95 kvadratmeter-regel
Han mener derfor, at der er behov for at få set nærmere på boligmassens fremtidige udbygning i forhold til den udvikling, der sker.
– Vi leder hele tiden efter områder, hvor vi som samfund kan skrue ned for vores samlede udledninger, men de færreste er indstillet på at bringe for store ofre. Som ejendomsmæglere ved vi, at det ofte er de mindre boliger, der passer til den lille husstand, som der er knaphed på. Ved at tilrettelægge fremtidens boliger, så de mindre udgør en langt større del, har vi mulighed for at at tilfredsstille et aktuelt boligbehov og samtidig reducere vores samlede klimaudledninger, siger Thomas Hovgaard.
Udviklingen i antallet er enlige fordelt på boligtyper
2019 | 2023 | ||
Enlige mænd | Parcel-/Stuehuse | 159.126 | 167.020 |
Række-, kæde- og dobbelthuse | 81.297 | 86.851 | |
Etageboliger | 288.452 | 318.782 | |
Kollegier | 15.387 | 18.464 | |
Døgninstitutioner | 2.361 | 3.870 | |
Fritidshuse | 5.843 | 6.251 | |
Andet | 2.659 | 2.385 | |
Enlige kvinder | Parcel-/Stuehuse | 193.482 | 197.814 |
Række-, kæde- og dobbelthuse | 202.788 | 214.417 | |
Etageboliger | 473.209 | 497.873 | |
Kollegier | 11.727 | 15.291 | |
Døgninstitutioner | 2.480 | 4.915 | |
Fritidshuse | 4.969 | 5.475 | |
Andet | 2.515 | 2.056 | |
Enlige i alt | 1.446.295 | 1.541.464 | |
Kilde: Danmarks Statistik |