Det blev AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, der løb med sejren, efter en udbudsrunde fra By & Havn om tre boligøer, en erhvervsø og to matrikler på Enghave Brygge i Københavns Sydhavn.
Udbuddet blev skudt i gang i sensommeren sidste år, og her i foråret blev AP Ejendomme udpeget som vinder.
Pensionskassen skal bygge op mod 1.000 boliger på de sidste bolig-øer i Københavns Sydhavn. De mange boliger bliver fordelt på en byggeret på godt 97.000 kvadratmeter, hvoraf almene boliger vil udgøre 23.690 kvadratmeter.
Det skriver By & Havn i en pressemeddelelse.
– Enghave Brygge er det sidste område, som mangler at blive færdigudviklet i Københavns Sydhavn og med dette flotte projekt, bliver hele havnestrækningen færdiggjort på bedste vis med høje bæredygtighedsambitioner og et flot arkitektonisk udtryk, udtaler administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro.
Med salget af Enghave Brygge sætter By & Havn salgsrekord. Ifølge udviklingsselskabet skyldes det skyldes blandt andet områdets beliggenhed og den store interesse, der har været for at byde i processen, men når det er sagt, så har højeste pris ikke været udslagsgivende for valget af AP Ejendomme, understreger By & Havn.
– Vi har haft et stærkt fokus på vores store ønsker for arkitektonisk udtryk, bæredygtighed og CO2-forbrug. Og på den baggrund er vi glade for at kunne sige, at vi med valget af AP og deres stærke setup kan garantere, at vi får et rigtigt flot og sammenhængende københavnerkvarter med kanaler, grønne områder og rekreative arealer, hvor ambitionerne for bæredygtighed og CO2-reduktion er tænkt ind i alle processer, udtaler Anne Skovbro.
Læs også: Stor udvidelse af Fisketorvet rykker nærmere
Administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, er glad for, at AP Ejendomme vandt udbuddet.
Han peger på, at de kommende beboere har direkte adgang til havneløbet i Københavns inderhavn, ligesom en ny metrostation åbner i området i løbet af sommeren.
– I vores optik er der er svært at finde nogle arealer i København, der har tilnærmelsesvis samme fremtrædende beliggenhed. Samtidig er der en enormt stor interesse for at bo godt og centralt i hovedstaden. Derfor er vi naturligvis ekstremt glade for, at By & Havn valgte vores projekt i udbudskonkurrencen, udtaler han.
Ifølge By & Havn er en af årsagerne til, at AP Ejendomme har vundet udbuddet, blandt andet på grund af selskabets store fokus på, at boligerne skal bidrage mest muligt til den grønne omstilling inden for byggeriet.
– AP Ejendomme har en ambition om, at samtlige byggefelter i området certificeres til DGNB Platinniveau. Samtidig stiler vi mod, at byggeriet imødekommer CO2-forslaget fra Reduction Roadmap, som vi tilsluttede os i 2023. I projektet vil der også blive lagt vægt på social bæredygtighed. De almene boliger fremrykkes og bygges som en del af første etape for projektet. Ligesom det vil blive prioriteret, at der kommer en mængde mindre boliger, som dermed kan være støtte op om behovet for adgang til boliger for alle i København, udtaler Peter Olsson.
Peter Olsson oplyser desuden, at AP Ejendomme i projektet arbejder sammen med arkitekter fra Cobe, Dorte Mandrup, Jaja Architects og Tegnestuen Vandkunsten.