Udviklingen af en ny bydel med plads til 7-8.000 indbyggere på et 59 hektar stort areal ved Randers Fjord er i gang. Sidste år indgik AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, og Randers Kommune sidste år indgik en aftale om at stifte det fælles arealudviklingsselskab, Flodbyen Randers P/S, som står for udviklingen af de første to etaper af den nye bydel.

I den forbindelse forpligtede AP Ejendomme sig til at købe 27 procent af byggeretterne i det store udviklingsprojekt, der skal omdanne havneområdet til bydelen Flodbyen Randers lige ved Gudenåens udmunding ved Randers Fjord. Udover det, som AP Ejendomme har forpligtet sig til at bygge på, har selskabet nu købt den såkaldte Shell-grund i Flodbyen, hvor man vil opføre det 3.650 kvadratmeter store kontor- og ejendomsdomicil Bryggen.

Det opføres i op til otte etager. Den kommende ejendom skal både rumme erhverv og boliger, og den første lejer er allerede på plads. Sydbank vil flytter således sin nuværende Randers-filial til Bryggen, skriver AP Pension i en pressemeddelelse.

Den nyindkøbte grund er en del af yderligere 23 procent af byggeretterne, som AP Ejendomme kan vælge at købe af arealudviklingsselskabet, og AP Ejendomme har nu valgt at udnytte denne mulighed.

Sydbank lejer sig ind på to etager i den kommende ejendom, hvor der blandt andet også vil komme 11 lejligheder.

– Vi har indgået en langvarig aftale med Sydbank, som vi er sikre på, at begge parter vil få gavn af, fortæller administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, der samtidig forklarer, hvorfor AP Ejendomme køber yderligere byggegrunde i Flodbyen ud over det, som selskabet er forpligtet til.

– Vi mener, at hele området byder på et enormt stort potentiale. Derfor har det ikke været en svær beslutning for os at købe denne grund, som vi ser som en rigtig god investering. Vi tror på, at både erhvervsliv og borgere vil kunne se de mange kvaliteter, der er i projektet, og med tiden er vi overbeviste om, at Flodbyen bliver et centralt punkt i hele regionen. Derfor vil vi heller ikke udelukke, at vi kommer til at købe flere grunde i Flodbyen, siger Peter Olsson

Han ønsker ikke oplyse, hvor meget AP Ejendomme har betalt for grunden, der har en samlet størrelse på 1.620 kvadratmeter.

Filialdirektør Michael Lejsgaard Jensen, Sydbank i Randers, påpeger, at det er vigtigt for banken, at kunderne har let adgang til bankens filialer.

– Derfor har vi valgt, at vores Sydbank-filial i Randers skal være en del af Flodbyen, hvilket den bliver på en meget markant placering. Den kommende ejendom passer ideelt i forhold til de moderne behov, som vi mener, at vores filialer bør indeholde, siger  Michael Lejsgaard Jensen.

Ifølge direktør i arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers P/S og projektchef i AP Ejendomme, Jesper Plauborg, er der godt gang i realiseringen af Flodbyens første del.

– Vi har fart på realiseringen af første etape i udviklingsplanen for Flodbyen. Her bliver Bryggen et vigtigt knudepunkt sammen med de kommende byggerier langs områderne Trangstræde og Bolværksgrunden. I henhold til udviklingsplanen bygges der omkring det nyligt flyttede Havnegadekryds i seks-ni etager. Flodbyen vil også her være garant for, at byggerierne bliver af høj kvalitet og med udadvendte funktioner i stueetagerne, der henvender sig til byens liv og den nye byforbindelse med for eksempel café eller lignende, siger Jesper Plauborg, der oplyser, at der fortsat er ledige erhvervslejemål i ejendommen.

Aftalen er betinget af den videre lokalplanproces i Randers Kommune, byrådets endelige vedtagelse af lokalplanen samt relevante tilladelser. Udarbejdelsen af lokalplansforslaget forventes igangsat i starten af 2024.

Udviklingsplanen for Flodbyen Randers er udviklet af Randers Kommune i samarbejde med Realdania, C.F. Møller Architects, Cushman & Wakefield RED, Colliers og A1 Consult. Udviklingen er opdelt i fire etaper.

Flodbyen Randers P/S udvikler de første to etaper. Når selskabet har løst sine opgaver og solgt alle arealer ud af selskabet om 25-30 år, vil det blive opløst. De efterfølgende arealer i Flodbyen i etape 3 og 4 kan udvikles af Randers Kommune, af et nyt arealudviklingsselskab eller i andre konstruktioner med eksterne partnere. Det vil der blive taget stilling til på et senere tidspunkt.