Benniksgaard Hotel i Rinkenæs er sat til salg med et prisskilt på 42,5 millioner kroner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Sønderjylland, som skal stå for salget.
Ifølge erhvervsmæglerkæden er hotellet siden den spæde start i 2000 løbende blevet moderniseret og udvidet. I dag består det 119 værelser med udsigt over Flensborg Fjord.
Mads Friis har drevet hotellet gennem de seneste 24 år, men nu har han altså besluttet at sælge det.
– Efter at have været selvstændig i 47 år og drevet hotel i knap halvdelen af dem, så er det tid til at nyde den tredje alder og have mere tid til familie og andre interesser. Derfor er der brug for et generationsskifte på Benniksgaard. Tidspunktet føles rigtigt, da hotellet lever i bedste velgående og der dermed er mulighed for at overlevere en forretning i god drift og med gode medarbejdere, der er villig til at løbe en ekstra mil, udtaler han.
EDC Erhverv Poul Erik Bech Sønderjylland oplyser, at hotellet har et etageareal på knap 9.850 kvadratmeter og et grundareal på næsten 51.260 kvadratmeter. Hotellet har plads til knap 200 overnattende gæster og mødelokaler med plads til op mod 400 mennesker. Desuden rummer hotellet festlokaler med udsigt over golfbanen og Flensborg Fjord.
Læs også: Villa i Nordborg har været til salg i 14 år
– Jeg overtog gården fra mine forældre sammen med min kone, Ingeborg, i 1977, og de første mange år drev vi landbrug. Da markbruget blev omdannet til golfbaner i 1997, blev det startskuddet til det hotel, som vi har i dag, udtaler Mads Friis.
– Det startede med 11 hotelværelser i 2000, og nu står vi med 119 værelser, når man tæller annekset og vores Bed & Breakfast med. Heraf 10 suiter i det gamle stuehus, som blev indviet af H.K.H. Prins Henrik, som fik opkaldt det ene værelse efter sig.
– Den gamle vognport og kornmagasinet er blevet til en flot restaurant, og kornkamrene er nu sat i stand til møder og konferencelokaler med dertilhørende konferencelounge. I de gamle stalde, som helt frem til 2.000 fungerede som ko-, svine- og hestestald, er der indrettet 31 hyggelige og charmerende hotelværelser. Det har været vigtigt for os, at stedet stadig bærer præg af fortidens funktion som landbrug, så derfor er der stadig fritlagte bjælker, oprindelige vindues- og dørpartier og flotte, gamle lamper, som er med til at gøre hele oplevelsen hos os mere idyllisk.
Morten Dahl Rask, partner og direktør hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Sønderjylland, glæder sig over, at skulle stå for salget af ejendommen.
Han påpeger, at bygningerne er velholdte, og foruden fjorden er der også udsigt til lyse tider i hotelbranchen.
– Det samlede antal overnatninger i hotelbranchen i vores landsdel har været stigende siden 2017, selvfølgelig med en nedgang under coronapandemien. Men nu er vi tilbage på et højere niveau end før corona, og vi forestiller os ikke, at det tal falder. 2023 bød på rekordmange overnatninger på landsplan og med Sønderborg Lufthavn, der er i gang med en større modernisering, åbner det op for endnu flere turister, som vil få nemmere adgang til vores landsdel, udtaler Morten Dahl Rask.
Hos EDC Erhverv Poul Erik Bech oplever man også på landsplan en stigende interesse for hotelområdet. Derfor har erhvervsmæglerne oprettet en dedikeret hotelgruppe for at kunne tilbyde kunderne en struktureret rådgivnings- og salgsproces.