Bestseller vil bygge Europas største logistikcenter i træ i Holland. Visualisering: Henning Larsen.
Bestseller vil bygge Europas største logistikcenter i træ i Holland. Visualisering: Henning Larsen.

I hollandske Lelystad, der ligger 60 kilometer øst for Amsterdam, vil der hen over de kommende år blive opført et 155.000 kvadratmeter stort logistikcenter. Logistics Center West, som byggeriet kaldes, opføres af Bestseller, og det er tegnet af arkitektvirksomheden Henning Larsen i samarbejde med Rambøll.

Det skriver modevirksomheden, der ejes af Anders Holch Povlsen, i en pressemeddelelse.

Logistikcentret skal stå klar til brug i 2026, og det forventes at blive Europas største af slagsen i træ.

– Vi er glade for at kunne løfte sløret for designet af vores nye logistikcenter, som vi har meget store ambitioner for og med. Ikke kun fordi, at det styrker vores muligheder for fremtidig vækst, men også fordi, at det tænkt og designet til at udmærke sig indenfor bæredygtigt byggeri gennem ikke mindst valget af træ som en helt bærende og gennemgående del. Vores ønske er, at det skal favne æstetisk og gennemførte valg, og det, vi er lykkedes med i fællesskab med Henning Larsen, er vi meget stolte af, udtaler Allan Kyhe Kjærgaard, logistikdirektør i Bestseller, i meddelelsen.

Byggeriet bliver udstyret med 23.000 kvadratmeter solpaneler, og ifølge Eva Ravnborg, der er Country Market Director og partner i Henning Larsen, er skal det være “en både visuelt appellerende og sund arbejdsplads for de knap 600 medarbejdere, som forventes at blive ansat på logistikcenteret”.

Arkitekterne har blandt andet prioriteret dagslys og grønne områder samt harmonisering af indendørs og udendørs elementer for at fremme medarbejdernes trivsel, lyder det i meddelelsen.

– Logistics Center West repræsenterer en fundamental ændring af den måde, vi forestiller os, at et logistikcenter skal se ud. Projektet er et resultat af et kunde- og konsulentteam, der har været fokuseret på og har forpligtet hinanden til at skabe et byggeri, der ikke alene er visuelt imponerende, men også CO2-effektivt, ligesom det samtidig bidrager positivt til biodiversiteten i sit nærområde, siger Eva Ravnborg.

Beskyttelse af dyre- og planteliv

Af meddelelsen fremgår det desuden,at mere end halvdelen af det samlede byggeprojekt omfatter udearealer og det omkringliggende miljø. Hovedparten af området vil blive dedikeret til vådområder og skov for at beskytte biodiversiteten og medvirke til at absorbere CO2.

For at bevare og beskytte områdets dyre- og planteliv bliver byggeriet blandt andet omsluttet af et konstrueret vådområde, der skal bidrage til at fremme mikrohabitater for hjemmehørende arter. Centeret får ligeledes et optimeret regnvandssystem, der blandt andet sikrer mod oversvømmelser og genbruger regnvand fra taget.

Om Logistics Center West

    • Logistikcentret skal styrke Bestsellers forsyningskæde og understøtte modevirksomhedens vækst på en række europæiske markeder.
    • Bygningen er tegnet og konstrueret af Rambøll og Henning Larsen.
    • 600 medarbejdere forventes at få centeret som arbejdsplads, når det åbner i 2026.
    • Byggeriet omfatter kontorer, lagre samt en tagterrasse med restaurant og have.
    • Det forventes at være det største logistikcenter opført i træ ved sin åbning. Alt træ anvendt i byggeriet er FSC-certificeret.
    • Byggeriet er skabt til at blive BREEAM-certificeret på det højeste niveau “Outstanding”. BREEAM – er en af de førende, internationale bygningscertificeringer inden for bæredygtigt byggeri.
    • En livscyklusanalyse viser, at bygningernes samlede klimapåvirkning vil være 7,6 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter per år. Til sammenligning er de nuværende krav til nybyggeri i Danmark under 12 kilo CO2 om året.

Kilde: Bestseller.