BIG og Creo Arkitekter vinder konkurrence om nyt hospice i Hellerup.
BIG - Bjarke Ingels Group og Creo Arkitekter vinder konkurrence om nyt hospice i Hellerup.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

BIG – Bjarke Ingels Group og Creo Arkitekter har vundet arkitektkonkurrencen om et nyt hospice i Hellerup.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Den A.P. Møllerske Støttefond, der er blandt de  økonomiske støtter til projektet, som Sankt Lukas Stiftelsens Hospice står bag.

– Værdighed, lindring og trygge rammer er altafgørende, når livstruende sygdom rammer. Det gælder både for den enkelte sygdomsramte såvel som for de pårørende. Da behovet for flere pladser er stort, støtter Fonden op om udbygningen og kvalitetsløftet af Sankt Lukas Stiftelsens Hospice, sagde formanden for Den A.P. Møllerske Støttefond Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla forbindelse med offentliggørelsen af donationen i 2024.

Projektet omfatter et 8.500 kvadratmeter stort voksenhospice med sengeafsnit, udvidet plads til det hospiceteam, der kører ud til de patienter, som ønsker at dø i eget hjem, samt et daghospice.

Læs også: Her er planen for Novo Nordisk Fondens nye hovedkvarter

Der skal også opføres en ny bygning til Lukashuset, som er et lindrende og aflastende tilbud til børn og unge. Vinderforslaget indeholder desuden et landskabsprojekt.

BIG og Creo Arkitekter bliver i forlængelse af arkitektkonkurrencen totalrådgiver for byggeriet.

– Vi har forsøgt at skabe et fredfyldt og poetisk miljø, hvor man vil kunne finde ro og mulighed for at fordybe sanserne i verden omkring os, udtaler grundlægger af BIG, Bjarke Ingels.

Opførelsen af de nye bygninger er muliggjort ved en donation på 260 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 100 millioner kroner fra selskabet Sorana, ligesom stiftelsen selv bidrager økonomisk til byggeriet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling