BIG vinder konkurrence om nyt videnscenter i Sevilla

EU-Kommissionen står bag et nyt videnscenter i Sevilla, og danske BIG har netop vundet konkurrencen om det 9.900 kvadratmeter store projekt.

Med et designforslag, som ifølge en pressemeddelelse fra BIG er inspireret af arkitekturen i den sydspanske by og det nye europæiske Bauhaus-initiativ, har den danske tegnestue vundet konkurrencen om et nyt videnscenter, som EU-Kommissionen står bag.

Den nye “Joint Research Centre”-bygning (JRC) på 9.900 kvadratmeter skal opføres på grunden for EXPO’92 Sevilla verdensudstillingen ved navn “Isla de la Cartuja”, oplyser BIG.

Ifølge BIG skal bygningen underbygge byens vision om at nedsætte CO2-niveauet. Bygningen vil rumme 12 forsknings- og supportafdelinger.

– Den nye bygning i Sevilla er et godt eksempel på ikke bare ord men handling, med en arkitektur som er fuldstændig inspireret af det nye europæiske Bauhaus, i en tid hvor maksimal energieffektivitet og den miljømæssige bæredygtighed over bygningens samlede levetid er øverst på vores dagsorden, udtaler Stephen Quest fra JRC i meddelelsen.

Den internationale designkonkurrence påbegyndte i 2021, med forslag fra 66 internationale tegnestuer. Byggeriet forventes at starte i 2024.

Med inspiration fra Sevillas historiske pladser og gågader vil BIG overdække hele projektgrunden med en sky af solcelle “pergolaer”, så taget vil svæve over videnscentret. Tagstrukturen består af firkantede letvægts PV’er som svæver højest i midten af grunden og gradvist sænkes til menneskeskala i periferien, oplyser BIG. Det skal skabe en variation af intime og storslåede offentlige rum under taget.

– Med vores designforslag for det nye Joint Research Centre i Sevilla, har vi mere end noget andet forsøgt at lade bygningens bæredygtige kvaliteter drive den arkitektoniske æstetik, hvilket ikke kun får bygningen til at performe bedre, men også gør den mere beboelig og smuk. Det er vores bud på en ny form for andalusisk vernakulær arkitektur, udtaler Bjarke Ingels, partner i og stifter af BIG.

Videnscentret forbindes med den lokale havnepromenade “Jardin Americano” og “Torre Sevilla”-markedet. Dermed kommer centret til at udgøre forlængelse af byens promenade, og der skabes en ny, offentlig plads på den ene side af bygningen og en privat have til JRC-medarbejdere på den anden.

Videnscenteret bliver gradvist smallere fra gadeplan op til bygningens øverste etage, hvilket skaber en serie af terrasser og overdækkede udearealer. Bygningens offentlige områder såsom spiseområder, et konferencecenter og sociale områder ligger alle i stueetagen, mens kontorer og forskningsafdelinger, placeres på de øvre etager, hvilket blandt andet skal imødekomme høje sikkerhedskrav.

Alle niveauer vil være forbundet, og bygningens lette design og konstante overdækning skal skabe en naturlig ventilation og gode lysforhold, som bidrager til energibesparelse ved at undgå kunstig belysning, aircondition og mekanisk ventilation. Designet prioriterer lokale materialer ved at anvende kalksten, træ og keramisk tegl. Bygningens struktur er skabt af beton med lavt carbon-indhold, hvilket reducerer op til 30 procent af den typiske CO2 udledning, mens tagstrukturen vil blive bygget af genanvendt stål, lyder det fra BIG.

Fakta om Joint Research Centre i Sevilla

Navn: JRC Sevilla
Størrelse: 9.900 kvadratmeter
Klient: Joint Research Centre, EU-Kommissionen
Samarbejdspartnere: Buro Happold (MEP & Structural Engineering & Sustainability), HCP Architecture & Engineering (Local Architect), Grupo Argenia (Local MEP), Play-Time & Fusao (Visuals)

Holdet bag projektet

Ledende Partnere: Bjarke Ingels, João Albuquerque
Projektleder: Stefani Fachini de Araujo
Projektmanager: Angel Barreno Gutiérrez
Team: Hanna Ida Johansson, Nir Leshem, Gonzalo Coronado, Jose Carbonell, Miquel Perez, Luca Fabbri, Matthew Reger, Elena Ceribelli, Pietro Saccardi, Raphaël Logan, Saina Abdollahzadeh
BIG Landscape: Giulia Frittoli