Siden 1998 har ejendommen på hjørnet ved Nørrekobbel 1 været hjemsted for Sønderborgs ældste bilhus Als Motor og tankstationen Circle K.
Nu er ejendommen sat til salg til 36 millioner kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Sønderjylland skal formidle salget af den godt 3.700 kvadratmeter store ejendom.
De to lejere har lange lejekontrakter og sørger for den generelle indvendige vedligeholdelse af ejendommen, oplyser erhvervsmæglerfirmaet.
Als Motor var oprindelig ejet af Danfoss, men i 2006 købte bilmanden Hans-Jørgen Skovly Jørgensen bilforretningen og ejendommen.
– Ved udgangen af 2022 solgte jeg Als Motor til Karvil Biler, som er en landsdækkende bilforhandler med 10 lokationer og 11 bilmærker i forhandling. Da jeg hverken er ejendomsinvestor eller ejendomsspekulant, har jeg derfor besluttet at sælge ejendommen, udtaler han.
Læs også: Mulighed for 80 nye sommerhuse ved Høruphav og Rendbjerg
– Da jeg opdagede at naboejendommen, den tidligere brandstation, var til salg, tænkte jeg, at tiden måske var nu. Derfor kontaktede jeg EDC Erhverv Poul Erik Bech, som også står for salget af brandstationen, som er sat til salg for 10 millioner kroner. De er et kendt navn i mæglerbranchen, og kontakten med dem har været god, siger Hans-Jørgen Skovly Jørgensen.
– De to ejendomme ved siden af hinanden giver en kommende investor mulighed for at samle de to grunde til et fælles projekt.
Bjørn Borg, partner EDC Erhverv Poul Erik Bech Sønderjylland, mener, at de to ejendomme, egner sig perfekt til at etablere en attraktiv ankomstsmatrikel for Sønderborg.
– Vi sidder klar til at hjælpe processen i gang og kan hjælpe med at skabe et overblik over lokale markedsforhold og de nyeste tal om for eksempel afkastkrav og befolkningsudvikling i området med vores markedsrapport CityFact, udtaler han.
Ifølge Bjørn Borg, er ejendommen på Nørrekobbel 1 om en af de mest markante detailejendomme i Sønderjylland.
– Det er en ejendom i højeste kvalitet med flotte røde mursten og en flot glasfacade til de store pæne udstillingsrum. Ejendommen er arkitekttegnet og har siden ejendommen blev opført i 1998 været et vartegn i Sønderborg. Det er materialer af højeste kvalitet, og det er ikke hver dag, vi har sådan en markant ejendom til salg på disse egne.