Lars Bay-Smidt er tiltrådt i rollen som administrerende direktør i Birch Ejendomme. Det skriver ejendomsudvikleren i en pressemeddelelse.
Ansættelsen af Lars Bay-Smidt er en udvidelse af direktionen i virksomheden, som tæller 200 medarbejdere.
Det sker for at understøtte ambitionen om, at Birch Ejendomme skal fortsætte i vækstsporet, oplyses det.
Lars Bay-Smidt kommer senest fra et job som medejer og koncernchef for Plantas Group, der er en af Europas 10 største grossister inden for planter og blomster. I begyndelsen af 2024 solgte han sin ejerandel sammen med Elkær Gruppen.
Læs også: Birch Ejendomme får grønt lys til 100 nye boliger ved Randers
– Lars Bay-Smidt bliver en stærk CEO for Birch Ejendomme. Han er valgt, fordi han er en dygtig leder, der har en motiverende og positiv lederstil, som giver resultater. Han kan spille ethvert hold bedre. Og det er helt essentielt, når man som os har et stærkt ønske om fortsat vækst og udvikling, udtaler Kevin Pierre, Managing Director, Aermont.
Siden 2022 har Birch Ejendomme været ejet af den britiske kapitalfond Aermont sammen med de to danske erhvervsfolk, Thomas Bertelsen og Peder Østergaard. Direktionen består fremad af Lars Bay-Smidt og Thomas Bertelsen, og ejerkredsen forbliver uændret.
– Thomas Bertelsen har gennem fire år dygtigt ledet Birch Ejendomme, og vi er glade for, at han i forbindelse med Lars’ tiltrædelse fortsætter i rollen som Chief Commercial & Transaction Officer, hvor han – med afsæt i sin brede indsigt i forretningen, store kommercielle forståelse og dybe brancheindsigt samt mangeårige erfaringer med køb og salg af virksomheder – vil understøtte den fortsatte udvikling af Birch Ejendomme sammen med Lars Bay-Smidt og den øvrige ledelse, siger Kevin Pierre.
– Lars Bay-Smidt vil stå i spidsen for et team af erfarne fagfolk og kan koncentrere sig om ledelse og strategisk udvikling for at skabe yderligere vækst i virksomheden. Jeg er sikker på, at Lars Bay-Smidt både kommer til at supplere Thomas Bertelsen og vores øvrige management team og fungere som en dedikeret leder for vores 200 medarbejdere samt over for kunder, samarbejdspartnere og investorer, siger Kevin Pierre.
Læs også: Birch Ejendomme vil bygge boliger i Køge
Virksomheden med hovedsæde i Silkeborg har siden 2018 har stået bag udviklingen og opførelsen af over 6.000 boliger rundt i 16 danske byer i Jylland samt på Fyn og Sjælland.
– Jeg ser frem til at få en stærk profil som Lars Bay-Smidt ombord på holdet. Jeg er fuld af forventninger – både på virksomhedens, medarbejdernes og mine egne vegne – til det fremadrettede samarbejde, udtaler Thomas Bertelsen.
Lars Bay-Smidt bor ved Randers og er gift med Pernille Bay-Smidt, og de har tilsammen fem voksne børn. I fritiden dyrker han gerne crossfit og nyder at bruge tid sammen med sin familie og venner.