Ejendomsudvikleren Birch Ejendomme har solgt 109 boliger i Støvring til Ejendomsselskabet H. Lyngby Pedersen Holding.
Salget af lejeboligerne i Harehaven markerer Birch Ejendommes første projekt og ejendomshandel i Nordjylland, oplyses det i en pressemeddelelse.
– Vi er glade for endnu engang at kunne levere et eftertragtet boligprojekt, såvel som for at vi endnu engang formår at tiltrække nye og aktive købere i det nuværende marked, udtaler kommerciel chef og transaktionsansvarlig, Thomas Bertelsen fra Birch Ejendomme.
Læs også: Nye erhvervsgrunde i Støvring sættes til salg
Det er Birch Ejendommes anden ejendomshandel i år. Projektet Harehaven består af 99 rækkehuse på mellem 67 og 113 kvadratmeter med to til fem værelser og med forskellige planløsninger samt 10 kompakthuse, der alle har fire værelser. Boligerne er tegnet af Arkitema.
De første lejere flyttede ind den 1. september, og de sidste forventes at flytte ind inden årsskiftet.
Trods en beskeden størrelse med godt 9.300 indbyggere kiler Støvring sig ind blandt væsentligt større byer som nummer 25 på listen over de danske byer, der er vokset mest siden 2014.
Ifølge Birch Ejendomme er handlen en indikator for den fortsatte vækst og udvikling i Rebild Kommune.
Også hos H. Lyngby Pedersen Holding ser man et stort potentiale i stationsbyen, der ligger knap 20 kilometer syd for Aalborg.
Læs også: Byggestart på over 40 boliger i stationsby syd for Aalborg
– Salget er blevet til gennem et godt samarbejde og med fokus på de fælles værdier og ambitioner for områder, som vi deler med H. Lyngby Pedersen Holding A/S. Samtidig er transaktionen en bekræftelse på vores strategi om at udvikle og opføre boliger i byer med stærkt vækstpotentiale og boligbehov, lyder det fra Thomas Bertelsen.
I forbindelse med handlen er er H. Lyngby Pedersen Holding blevet rådgivet af Nordicals og HjulmandKaptain, mens Birch Ejendomme er blevet rådgivet af Accura. Der meldes ikke noget om prisen på handlen.
Om Birch Ejendomme
Siden 2022 har Birch Ejendomme været ejet af den britiske kapitalfond Aermont sammen med de to danske erhvervsfolk, Thomas Bertelsen og Peder Østergaard.
Birch Ejendomme er en af Danmarks førende ejendomsudviklere, som siden 2018 har udviklet over 6.000 lejeboliger i 16 danske byer.
Om H. Lyngby Pedersen Holding
Henning Lyngby Pedersen opbyggede gennem en årrække fra 1960’erne en større ejendomsportefølje i Aalborg midtby.
Forinden H. Lyngby Pedersens død i 2021 stiftede han Henning Lyngby Pedersens Fond, der har til formål at støtte arvingerne og videreudvikle virksomheden.
Kilde: Birch Ejendomme.