Skimmelramt børnehave i Herlev skal erstattes af boliger

Daginstitutionen Enghuset ved Sønderlundvej ved Toftegården i Herlev skal rives ned, så der kan bygges 28 nye boliger.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Daginstitutionen Enghuset ved Sønderlundvej ved Toftegården i Herlev erstattes af nye boliger. Visualisering fra lokalplanen.
Daginstitutionen Enghuset ved Sønderlundvej ved Toftegården i Herlev erstattes af nye boliger. Visualisering fra lokalplanen.

Mandag den 8. januar blev Det Grønne Børnehus i Herlev indviet. Det er Daginstitutionen Enghuset, der er flyttet ind i den nye bygning og har skiftet navn til Det Grønne Børnehus.

Derfor lægges der nu op til, at daginstitutionens tidligere bygninger på Sønderlundvej ved Toftegården skal rives ned og erstattes af boligbyggeri.

På foranledning af boligforeningen 3B ved KAB er en ny lokalplan for børnehavegrunden på tegnebrættet.

Lokalplanen skal give mulighed for, at der kan bygges cirka 28 lejligheder i op til tre etager og med et samlet omfang på 3.620 kvadratmeter.

Daginstitutionen Enghuset ved Sønderlundvej ved Toftegården i Herlev erstattes af nye boliger. Visualisering fra lokalplanen.
Daginstitutionen Enghuset ved Sønderlundvej ved Toftegården i Herlev erstattes af nye boliger. Visualisering fra lokalplanen.

“Boligbebyggelsen fordeles i to rækker, hvoraf den ene forskyder boligerne diagonalt langs med Sønderlundvej, og den anden indpasses mellem de to nabobygninger og skal ligge langs med S-banen mod syd”, fremgår det af referatet fra kommunalbestyrelsesmødet den 17. januar.

På mødet besluttede politikerne at sende lokalplanforslaget i fem ugers offentlig høring.

Bebyggelsens arkitektur skal ifølge referatet fra mødet passe sammen med den omkringliggende bebyggelse i boligområdet Toftegården.

Læs også: Herlev gør plads til 5.400 boliger i ny bydel

“Bebyggelsen udføres i tegl eller skærmtegl i naturlige nuancer af jordfarver, primært i en afdæmpet lys sand eller gul. Bebyggelsens tage udføres som saddeltage og fremstår i samme farvenuance som facaden, undtagen begrønnede tage. Der kan etableres solceller på tagene”, lyder det i referatet.

Daginstitutionen Enghuset ved Sønderlundvej ved Toftegården i Herlev erstattes af nye boliger. Visualisering fra lokalplanen.
Daginstitutionen Enghuset ved Sønderlundvej ved Toftegården i Herlev erstattes af nye boliger. Visualisering fra lokalplanen.

De enkelte boliger bliver mellem 80 og 110 kvadratmeter store.

Lejlighederne i stueetagen indrettes som seniorvenlige boliger i ét plan, mens der derover kan opføres familieboliger i to plan.

Boligforeningen 3B vil efter planen sælge grunden til en privat udvikler, som skal stå for byggeriet af de kommende boliger.

Efter en skimmelrenovering i 2013-2015 blev der i november 2017 på ny konstateret skimmel i Enghuset. Det blev derfor besluttet at flytte de 44 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn til nybyggeriet Det Grønne Børnehus.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling