Vores Bolig vil bygge 46 nye almene familieboliger, heraf 4 skæve boliger, ved Bispevangen i Ballerup.
– Økonomien i det her hænger fornuftigt sammen. Den samlede anskaffelsessum er på 116,3 millioner kroner, oplyste formand for Klima- og Miljøudvalget, Hella Hardø Tiedemann (S), på kommunalbestyrelsesmødet den 28. april, hvor politikerne godkendte økonomien i projektet.
Entrepriseudgifterne forventes at løbe op i knap 91 millioner kroner. Det samlede boligareal bliver på 3.960 kvadratmeter, og boligerne bliver opført i mindre blokke i to og tre etager.
Blokkene i to etager kommer til at bestå af familieboliger i to plan på 100 kvadratmeter. Blokkene i tre etager kommer til at bestå af en lille bolig på 50 kvadratmeter i stueplan og en bolig i to plan på 100 kvadratmeter på første og anden sal med adgang via trappe. De nye boliger får også opført et fælleshus i en selvstændig bygning.
Der etableres 34 lejligheder med fire værelser på 100 kvadratmeter, tre boliger med to værelser på 50 kvadratmeter, fem særligt billige boliger med to værelser på 50 kvadratmeter og fire særligt billige boliger med et værelse på 40 kvadratmeter.
Huslejen forventes at blive knap 1.260 kroner per kvadratmeter årligt på de almindelige familieboliger. Det svarer til en månedlig husleje på 10.475 kroner for en lejlighed på 100 kvadratmeter.
Hvis der opnås tilskud til etableringen af de ni særlige billige boliger, forventes huslejen på dem at være 954 kroner per kvadratmeter årligt. Det vil give en månedlig husleje på 3.975 kroner for en bolig på 50 kvadratmeter og en månedlig husleje på 3.180 kroner for en bolig på 40 kvadratmeter.
Lokalplanen for projektet er på plads, så hvis alt går efter planen kan byggeriet sættes i gang i midten af 2026, mens boligerne vil være klar til indflytning i slutningen af 2027.
Vores Bolig har i forvejen to afdelinger på Bispevangen. Det er højhuset på Bispevangen 2-12 med 190 boliger og rækkehusene på Bispevangen 14-130 med 112 boliger. Højhuset i 15 etager er opført i 1964 og rækkehusene er bygget i 1985.
Det forventes, at beboerne i højhuset får fortrin til boligerne i det nye projekt. De fire skæve boliger vil dog blive anvist til borgere med særlige behov.