Boligselskabet Sjælland vil bygge 84 ungdomsboliger i Trekroner. Skitse: JJW Arkitekter.
Boligselskabet Sjælland vil bygge 84 ungdomsboliger i Trekroner. Skitse: JJW Arkitekter.

Boligselskabet Sjælland vil bygge 84 ungdomsboliger i Trekroner. De nye ungdomsboliger får efter planen adresse på Universitetsparken 7, hvor det tidligere CAT dermed står over for en omdannelse. Byggeriet lægger sig ifølge en pressemeddelelse fra Roskilde Kommune i halen af en lang række byggerier, som bringer antallet i ungdomsboliger i Roskilde op over 2.000.

– Kort tid før vi blev ramt af corona, var jeg med til at åbne Fælleskabet med over 100 ungdomsboliger ved Trekroner Station. Tidligere har vi indviet ungdomsboliger i Sankt Peders Stræde og på Tunet og Folden i Trekroner, og der er mere på vej både på Eriksvej og på Musicon. Oven i alt dette kommer så disse boliger lige ved hovedindgangen til RUC, udtaler borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam (S), i meddelelsen.

Boligselskabet Sjælland ønsker at omdanne de 1.840 kvadratmeter erhvervsbygninger på grunden til boliger samt etablere 1.900 kvadratmeter nybyggeri. I alt vil bebyggelsens omfang være på 3.750 kvadratmeter, hvilket svarer til en bebyggelsesprocent på 65. Byggeriet skal anvendes til almene ungdomsboliger. Projektet indeholder foruden de 84 boliger også fællesrum.

Lokalplanen skal give mulighed for en bebyggelse bestående af tre bygninger omkring to indre grønne gårdrum. Det nye byggeri opføres i to-tre etager, så der kan etableres fælles tagterrasser over anden etage. Byggeriet opføres med facader af enten træ, tegl eller skærmtegl. Der gives adgang til boligerne via svalegange placeret med god solorientering, så de kan invitere til ophold, fremgår det af lokalplanforslaget. Ungdomsboligerne vil få en stationsnær placering i nærhed til RUC og Professionshøjskolen Absalon.

– Vi mangler ungdomsboliger i Roskilde, fordi campus vokser omkring RUC, hvor blandt andet Professionshøjskolen Absalon har slået sig ned. Samtidig vælger flere studerende at bosætte sig i Roskilde i stedet for at søge mod København. Det er dejligt at flere unge vælger at bo her i byen, så derfor skal vi selvfølgelig rette op på underskuddet af studieboliger, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Daniel Prehn (S).

Roskilde Kommunes Plan- og Teknikudvalg sender nu forslaget til lokalplanen for studieboliger ved Universitetsparken i offentligt høring fra den 14. april til den 9. juni.

Roskilde Kommune forventer, at der skal gives et grundkapitalindskud på cirka 10,7 millioner kroner. Grundkapitalindskuddet udgør 10 procent af den samlede anskaffelsessum, som altså forventes at løbe op i omkring 107 millioner kroner.