Ved indgangen til januar 2025 er der på landsplan 34.622 villaer og rækkehuse til salg. Det er 4,3 procent flere end ved starten på 2024. I samme periode er antallet af lejligheder til salg reduceret med 9,9 procent, imens sommerhusene omvendt tegner sig for en stigning i udbuddet på 17,3 procent.
Det fremgår af Boligsidens friske udbudstal for primo januar 2025, som samtidig fortæller, hvordan sidste års handelstendenser og generelle udvikling på boligmarkedet nu afspejler sig i antal boliger til salg.
Året plejer typisk at begynde med et årligt fald i det samlede antal villaer og rækkehuse til salg, fordi sælgerne ofte er mere tilbageholdende frem mod årets udgang. Det er ikke tilfældet i år, hvor udbuddet af huse er steget en smule omkring nytår.
Læs også: Redegørelse: Tre faktorer bag stigende boligpriser
– Særligt andet halvår af 2024 var præget af øget aktivitet på boligmarkedet i takt med udsigten til faldende renter, og efter de nye boligskatter havde gjort deres indtog i begyndelsen af året og efterhånden var masseret ind i markedet. Vi så derfor en stigende handelsaktivitet for husene i andet halvår, hvilket også skubbede til sælgernes lyst til at sætte boligen til salg. Det har bidraget til den lille stigning i udbuddet af huse, som vi ser nu, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Generelt bevægede udviklingen i udbuddet af huse sig i 2024 fra et mindre fald i årets første måneder, hvorefter antallet af huse til salg blev øget frem til efteråret for sidenhen igen at falde frem mod det nuværende niveau.
Lejlighedssælgerne mere forbeholdne
Kigger vi på udbuddet af ejerlejligheder, er der ved indgangen til 2025 sket et fald på 9,9 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
Særligt i Region Hovedstaden, som udgør langt den største del af lejlighedsmarkedet, er udviklingen tydelig.
Her er der aktuelt 21,3 procent færre lejligheder til salg end ved indgangen til 2024. Det hænger formentlig sammen med den udvikling, der skete i forbindelse med nytåret sidste år, hvor de nye skatteregler trådte i kraft.
Læs også: Mægler: Så meget stiger boligpriserne frem mod 2030
– I efteråret 2023 så vi en tydelig stigning i antallet af lejligheder til salg i Københavns Kommune, da flere ønskede at sælge, købe og overtage en ejerlejlighed før 1. januar 2024, hvor boligskatten på store dele af det københavnske ejerlejlighedsmarked steg. Derfor giver det også god mening, at vi nu ser et fald i udbuddet, da flere sælgere formentlig har fået indfriet deres ønske om et salg inden årsskiftet fra 2023 til 2024, siger Birgit Daetz.
– Samtidig smittede efterårets aktivitet også af på lejlighedsmarkedet, og der kom mere gang i salget af ejerlejligheder særligt i slutningen af 2024. Det kombineret med en mere afdæmpet sælgerlyst skaber det fald i udbuddet, som vi ser nu.
Medvind til sommerhussælgerne
Ved indgangen til 2025 er der 17 procent flere sommerhuse til salg sammenlignet med nytåret 2024. Trods den relativt store stigning i udbuddet på denne del af boligmarkedet, sætter coronaårene stadig sine spor.
– Mønstret for sommerhusene har været meget typisk i 2024 med pæn handelsaktivitet, ligesom flere sælgere er fulgt trop og har sat sommerhuset til salg. Og i de sidste par år har vi netop set en stor årlig stigning i udbuddet af sommerhuse omkring nytår, forklarer Birgit Daetz.
Læs også: Voldsom forskel på boligpriserne i Danmark
– Når det er sagt, er der fortsat et godt stykke vej til det udbudsniveau, som vi så for sommerhuse inden coronaårene, hvor sommerhuskøberne stod i kø for at få deres underskrift på en købsaftale, siger Birgit Daetz.
Ved årets begyndelse er der i 2025 aktuelt cirka 5.800 sommerhuse til salg i Danmark. Sammenligner vi med samme tidspunkt i 2019, hvor coronaefterspørgslen endnu ikke var sat ind, var der dengang cirka 8.500 sommerhuse til salg. Dermed ligger det aktuelle udbud 32 procent lavere end på samme tidspunkt i 2019.
Udvikling i udbud af boliger primo januar 2025
Boligtype | Antal boliger til salg primo januar 2025 | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
Villaer/rækkehuse | 34.622 | -4 procent | 4,3 procent |
Ejerlejligheder | 7.092 | -4,2 procent | -9,9 procent |
Sommerhuse | 5.801 | -5,1 procent | 17,3 procent |
Kilde: Boligsiden.