Med udflytningen af erhvervshavnen i Næstved til Stenbæksholm bliver et område på 450.000 kvadratmeter i Næstved frigjort til byudvikling.
Den 5. maj inviterer Næstved Kommune derfor borgere og interessenter til et åbent møde om udvikling af den nye havnebydel.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Det åbne møde arrangeres af Udvalget for Næstveds Havnebydel, som siden starten af 2024 har arbejdet med anbefalinger til fremtidens havnebydel. Mødet byder på inspirerende oplæg og dialog med deltagerne – og alle interesserede er velkomne.
– Vi glæder os til at præsentere nogle af de anbefalinger, som udvalget har arbejdet med, og ikke mindst involvere borgere og andre interesserede. Det er vigtigt for os at inddrage så mange perspektiver som muligt, når vi planlægger den fremtidige havnebydel, udtaler Linda Frederiksen (S), formand for Udvalget for Næstveds Havnebydel.
Aftenens program byder også på to eksterne oplægsholdere, som er medlemmer af udvalget. Byplanlægger og seniorrådgiver Berit Rathenborg Bæhr taler om den gode by, og Mette Mechlenborg fra Aalborg Universitet holder oplæg om boligformer ved havnekanten.
– Udvalget har arbejdet grundigt med både byudvikling og sammenhæng til resten af byen og kommunen. Nu vil vi gerne åbne dørene og dele vores tanker – og ikke mindst lytte til dem, der bor og lever her, udtaler Kasper Noer Schneider (LA), næstformand i Udvalget for Næstveds Havnebydel.
Det er ikke første gang, borgerne inviteres ind i dialogen. I marts 2024 deltog 150 borgere i et åbent møde om havnen.
Borgermøde om udvikling af havnen i Næstved
Tid og sted
Det åbne møde foregår mandag den 5. maj 2025 kl. 17.00-20.00 i VUC Multihal, Teatergade 23, 4700 Næstved. Tilmelding her eller send en mail til naestved@naestved.dk
Program
17.00 Velkomst og introduktion til åbent møde v. Linda Frederiksen, formand for Udvalget for Næstveds Havnebydel
17.10 Oplæg om den gode by v. Berit Rathenborg Bæhr, byplanlægger og seniorrådgiver hos Grandville og medlem af Udvalget for Næstveds Havnebydel
17.30 Oplæg om boligformer ved havnekanten v. Mette Mechlenborg, senior researcher/assistant professor, Build – Departement of the Built Environment ved Aalborg Universitet og medlem af Udvalget for Næstveds Havnebydel
17.50 Pause og netværk med sandwich, sodavand, kage, kaffe og the
18.20 Hvordan skal havnebydelen midt i Næstved by se ud? Præsentation af udvalgte anbefalinger til havnebydelen og mulighed for at komme med bidrag til områdets fremtid
Involverende proces ved Flemming Overgaard, Partner og Arkitekt MAA PHD, Keingart Space Activators
19.45 Afrunding og tak for i dag
Kilde: Næstved Kommune.