De kommende boliger på Nordre Havnekaj i Kerteminde er tegnet af Archidea Arkitekter. Visualisering: Dimension Design.
De kommende boliger på Nordre Havnekaj i Kerteminde er tegnet af Archidea Arkitekter. Visualisering: Dimension Design.

Milestone Development Group, som ejes af Kim Baroudy og Jesper Schmitz, står ifølge Fyens.dk bag byggeriet af 18 byhuse og 52 luksuriøse lejligheder på havnefronten i Kerteminde.

Trods de markant stigende priser på byggematerialer, er boligprojektet godt undervejs, fortæller Jesper Schmitz til Fyens.dk.

– Der er visse materialer, som er svære at få fat på. Der samarbejder vi med nogle dygtige entreprenører, som er gode til at forberede sig og få bestilt kritiske materialer hjem rettidigt. Mange af de kritiske elementer er hjemtaget tidligere i et forsøg på  at omgå leveranceproblemer i disse svære tider, siger Jesper Schmitz til avisen.

De 18 byhuse er mellem 115 og 300 kvadratmeter store. Både det mindste og det største byhus er solgt. Tilbage er fire byhuse på mellem 122 og 169 kvadratmeter og med prisskilte på mellem 4,1 og 6,25 millioner kroner.

Dermed er 14 ud af de 18 byhuse altså solgt, selvom der næsten går halvandet år, før de står klar til indflytning.

– Grunden, som er placeret helt specielt, ikke kun i Kerteminde-kontekst, men også på Fyn og i Danmark, fortjener et rigtig flot byggeri, siger Jesper Schmitz til Fyens.dk.

Byhusene er blandt andet udstyret med køkken-, bad- og garderobeelementer fra HTH og hårdføre hvidevarer fra Siemens. Alle husene har mindst to altaner. Nogle har tre altaner, og en enkelt type har helt op til fire altaner.

De kommende boliger på Nordre Havnekaj i Kerteminde er tegnet af Archidea Arkitekter og opføres af Dansk Boligbyg i hovedentreprise.