Indehavere af den nordjyske hotel- og gastronomikoncern Bühlmann, Anemette og Danni Bühlmann på Villa Provence. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset.
Indehavere af den nordjyske hotel- og gastronomikoncern Bühlmann, Anemette og Danni Bühlmann på Villa Provence. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Hotelkoncernen Bühlmann med foreløbigt syv hoteller i henholdsvis Aalborg, Viborg, Aarhus og Holstebro, har i 2023 for alvor sat skub i den vækstplan, som koncernen de seneste år ikke har lagt skjul på – senest med Hotel Royal i Aarhus, som de overtog den 1. maj 2023.

Denne gang sker udvidelsen i Danmarks andenstørste lufthavn, hvor de har indgået franchiseaftale med Proark om den fremtidige drift af hotellet med udsigt til landingsbanerne i Billund Lufthavn. Det skriver hotel- og gastronomikoncernen i en pressemeddelelse.

Udvidelsen sker efter flere år med fokus på konsolidering og strategisk opbygning af fundament. Hotellet vil blive koncernens andet lufthavnshotel, da de også driver lufthavnshotellet i Aalborg Lufthavn, Aalborg Airport Hotel, fremgår det.

– Vi er kommet tilfredsstillende ud af 2022, og har de seneste år fået skabt et fundament der muliggør vækst. Derfor er vi i år klar til at udvide vores hotelportefølje, og netop Hotel Royal og hotellet i Billund Lufthavn passer perfekt ind i vores øvrige portefølje af unikke hoteller. Vi er stolte af, at Proark giver os denne mulighed, udtaler Danni og Anemette Bühlmann, der begge er administrerende direktører i Bühlmann-koncernen, i meddelelsen.

Proark-koncernen, der er stiftet af Michael Kaa Andersen for mere end 35 år siden, ejer helt eller delvist en portefølje på 21 hoteller, og er også majoritetsejer af Pier 5 hotel i Aalborg, som Bühlmann har drevet siden 2021, og som de genåbnede efter en gennemgribende renovering i marts 2022.

Michael Kaa Andersen ser derfor frem til et udvidet samarbejde med Bühlmann, og samtidig løfter han sløret for en udvidelse af hotellets kapacitet, som forventes at blive gennemført i 2024.

– De seneste par år har jeg set, hvordan Bühlmann passioneret driver hoteller. Danni og Anemette er dygtige forretningsfolk og gode samarbejdspartnere. Jeg er utrolig glad og tryg ved at få Bühlmann ombord også i Billund, hvor Martin Ebmark allerede har skabt en solid vækst de seneste år. Sammen vil vi både udvide kapacitet og øge hotellets kvalitet og attraktion, udtaler Michael Kaa Andersen.

Michael Kaa Andersen understreger, at det mangeårige samarbejde med Zleep om hotellet i Billund har været positivt, og at hotellet i dette samarbejde har leveret flotte resultater. Årsagen til skiftet er et ønske om at styrke hotellets brand og øge kvaliteten og attraktionen, således hotellet fortsat står stærkt i takt med Billund lufthavns ambitiøse udviklingsplaner, lyder det i pressemeddelelsen.

Erfarne kræfter er allerede ombord

– Det glæder os, at hotellet i Billund allerede har en dygtig medarbejderstab med en dynamisk ledergruppe i spidsen, siger Anemette Bühlmann.

En af dem er den nuværende hoteldirektør Martin Ebmark, der med sine over 25 års erfaring fra hotel- og rejseindustrien får en central rolle i samarbejdet.

Han har mange års erfaring med strategisk udvikling og hoteludvidelser og -renoveringer i ind -og udland, og det stærke ledelsesteam har indgående erfaring med drift af hotellet og kendskab til lokalområdet.

– Jeg ser virkelig frem til at få vores nye samarbejdspartner ombord. Bühlmann er kendt for deres innovative tilgang til hoteldrift, og vi skal på en spændende rejse sammen. Vores hotel er placeret i et område med et enormt stort potentiale, som jeg glæder mig til at udvikle yderligere sammen med Bühlmann, udtaler Martin Ebmark.

Det ottende hotel og det andet lufthavnshotel i porteføljen

Bühlmanns portefølje består af otte hoteller, når samarbejdet træder i kraft. De enkelte hoteller er unikke, hvilket er vigtigt for koncernen, som også har drevet Aalborg Airport Hotel siden det stod færdigt i 2014.

– Vores portefølje består af to herregårdshoteller, to urban city hoteller, to ikoniske boutiquehoteller og nu også to lufthavnshoteller. Og også her vil vi fokusere på unikke oplevelser, unikt værtskab og gastronomi i særklasse. Aalborg Airport Hotel er meget mere end en seng af sove i, og det er også den feedback vi får fra vores gæster, så de samme gode oplevelser og rammer skal skabes i Billund, fortæller Danni Bühlmann, der planlægger en gennemgribende renovering af hotellet i Billund i løbet af efteråret 2023.

Hotellet i Billund bliver det ottende hotel i rækken. Med beliggenheden ved lufthavnen og tæt på Billunds store seværdigheder ser Bühlmann-koncernen mange muligheder for vækst.

Om Billund lufthavnshotel

Hotellet rummer 163 værelser, og blandt andet en stor lounge med dertilhørende morgenmadsrestaurant og et fitnesslokale, og danner hvert år base for et hav af nationale og internationale gæster.

Om Bühlmann

Bühlmann-koncernen er de seneste år – med flere på vej – kommet til at omfatte:

• Herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg

• Herregårdshotellet Nørre Vosborg i Vestjylland

• Det eksklusive boutiquehotel Villa Provence i Aarhus

• Det ikoniske boutiquehotel Hotel Royal i Aarhus

• Lufthavnshotellet i Aalborg, Aalborg Airport Hotel

• Pier 5 Hotel, det tidligere Slotshotellet på Aalborg Havn

• Det nybyggede Peak 12 Hotel, der åbnede i august 2021 i Viborg

Kilde: Bühlmann.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling