Indehavere af den nordjyske hotel- og gastronomikoncern Bühlmann, Anemette og Danni Bühlmann på Villa Provence. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset.
Indehavere af den nordjyske hotel- og gastronomikoncern Bühlmann, Anemette og Danni Bühlmann på Villa Provence. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset.

Den nordjyske hotel- og gastronomikoncern Bühlmann har netop offentliggjort deres bedste økonomiske resultat nogensinde. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Resultatet er et overskud på 16,2 millioner kroner i 2022, og det er en fordobling i forhold til året før. Bruttofortjenesten stiger til 79 millioner kroner i 2022 mod knap 50 millioner kroner året før.

Resultatet kommer efter et år med fokus på konsolidering og uden tilgang af nye hoteller, og ejerne, Danni og Anemette Bühlmann, ser tilbage på et tilfredsstillende år med stolthed og taknemmelighed.

– Vi er meget taknemmelige for vores dygtige medarbejdere, der har bidraget til dette fantastiske resultat. Det seneste år har været et godt år for os og generelt for branchen, og vi er stolte af at komme tilfredsstillende ud af året sammen med hele vores Bühlmann-team, udtaler de.

Bühlmann har de seneste år arbejdet strategisk med at klargøre virksomheden til vækst, og er nu klar til at udvide porteføljen. Den 1. maj bliver ikonisk hotel i Aarhus en del af koncernen, og Bühlmann forventer at kunne løfte sløret for endnu et nyt hotel i løbet af 2023.

Målet er at blive en landsdækkende hotelkoncern indenfor de næste to-tre år, og med nu syv hoteller i Jylland er koncernen derfor åben for muligheder både på Sjælland og Fyn.

For at opretholde den positive udvikling arbejder Bühlmann målrettet med digitalisering, fokus på værtskab, udvikling af medarbejdere, bæredygtighed og data. Koncernen ønsker at være i konstant udvikling, så de kan sætte nye standarder for branchen og værtskab.

– Vi vil fortsætte med at udvikle og styrke vores organisation, så vi kan skabe de bedste oplevelser for vores gæster og være en attraktiv arbejdsplads for vores medarbejdere. Vi glæder os til at byde Hotel Royal velkommen i Bühlmann-familien og ser frem til et spændende år med vækst og nye udfordringer, udtaler Danni Bühlmann.

Om Bühlmann

Bühlmann ejer og driver en række hoteller og restauranter i Danmark. Porteføljen omfatter:

• Historiske Hotel Royal i Aarhus

• Herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg

• Herregårdshotellet Nørre Vosborg i Vestjylland

• Det eksklusive boutiquehotel Villa Provence i Aarhus

• Lufthavnshotellet i Aalborg, Aalborg Airport Hotel

• Pier 5 Hotel, det tidligere Slotshotellet på Aalborg Havn

• Det nybyggede Hotel Peak 12, der åbnede i august i Viborg

Kilde: Bühlmann.