Byggefirma løfter sløret for boligprojekt i Holstebro

I totalentreprise skal Byggefirmaet Knudsgaard opføre 48 familie- og ungdomsboliger på Slagterigrunden for Boligselskabet Holstebro.

Boligselskabet Holstebro står bag et projekt med 28 almene ungdomsboliger samt 20 almene familieboliger på Slagterigrunden i Holstebro.

Byggefirmaet Knudsgaard oplyser nu på sin hjemmeside, at virksomheden skal stå for byggeriet i totalentreprise. Det fremgår videre, at projektet er tegnet af Erik Arkitekter i samarbejde med OJ. Rådgivende Ingeniører.

Ifølge Byggefirmaet Knudsgaard har man gjort sig umage for at få projektet til at passe ind i de særlige omgivelser på den gamle industrigrund midt i byen.

“Der er derfor klare referencer til de forskellige karakteristiske bygninger i kvarteret. Og såvel hovedform, materialer og farvevalg er afstemt den omkringliggende arkitektur. Detaljeringsgraden af projektet er forsøgt forfinet og gjort oplevelsesrigt, og med et fokus på bæredygtighed og innovation for et nutidigt udtryk”, skriver Byggefirmaet Knudsgaard.

Alle projektets ungdomsboliger bliverer indrettet identiske og får et bruttoareal, eksklusive fællesarealer på 35 kvadratmeter.

Der etableres desuden 15 familieboliger med tre værelser fordelt på 90 kvadratmeter og fem familieboliger med to værelser fordelt på 75 kvadratmeter.

Projektet har en anskaffelsessum på knap 82 millioner kroner har Boligselskabet Holstebro tidligere oplyst. Entrepriseudgifterne ventes at udgøre godt 57 millioner kroner.