Via et offentligt udbud satte Jordbrugets UddannelsesCenter Århus i september 2024 deres ejendom på Starupvej 20B i Malling lidt syd for Aarhus til salg via EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Nu er ejendommen blevet solgt, oplyser erhvervsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.
– Vores vision er at frasælge arealer, som ikke direkte indgår i vores nuværende drift, for at styrke vores uddannelser, udtaler Peter Moesgaard, direktør hos Jordbrugets Uddannelsescenter Århus.
Læs også: To nye bofællesskaber med 92 boliger i Malling
– Derfor har vi over en årrække samarbejdet med Dreyer Arkitekter og Aarhus Kommune om at frembringe en lokalplan, som muliggjorde byggeretter på denne centrale placering. Provenuet fra salget vil vi anvende til at forbedre faciliteterne på vores skole på Damgårds Allé i Beder.
Køber er selskabet STV Malling, der ejes af den velkendte ejendomsudvikler Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen, og af indehaver af byggevirksomheden PB&E, Amir Nuspahic fra Mårslet. Ifølge tinglysningen er ejendommen blevet solgt for godt 20 millioner kroner.
EDC Poul Erik Bech har løbende mange byggeretter til salg i hele landet og har blandt andet solgt en ejendom til boligformål i Malling, blot få hundrede meter fra denne ejendom.
For nogle år siden solgte erhvervsmægleren en anden ejendom i Malling på vegne af Jordbrugets UddannelsesCenter Århus. En ejendom som i dag rummer cirka 40 lejeboliger.
– De seneste mange år har Aarhus vækstet voldsomt, mens tempoet har været lidt lavere i postnumrene syd for Aarhus, hvor der ikke er tilført mange nye lokalplaner de seneste 10 år. Derfor er vi glade for, at vi igen har kunnet hjælpe Jordbrugets Uddannelsescenter Århus med at afsætte nogle af deres arealer til boligformål, så Malling som by kan fortsætte sin vækst, udtaler Tonny Broberg, projektchef i EDC Projekt Poul Erik Bech.
Læs også: Opbakning til projekt med 245 boliger i Malling
– Der er tale om et udbud på blot otte uger, hvor vi modtog flere bud på arealerne, så interessen for byggeretter ved Aarhus har som forventet været høj. Processen er varetaget i tæt samarbejde med Jordbrugets Uddannelsescenters advokater, Peter Rønnow og Katrine Bjørndal Kjøller fra DLA-Piper, som har bistået dem i forhold til de juridiske forhold ved salget.
– Derudover har Flemming Therkelsen, Pantheon, bistået med at gøre ejendommens forhold gennemskuelige for potentielle købere – herunder forberede matrikulære forhold, fortolkninger af lokalplanbestemmelser, få gennemført forundersøgelser om danefæ og geoteknik, ophævelse af landbrugspligt med mere, slutter Tonny Broberg.
Lokalplanen giver mulighed for, at der kan bygges 70-90 lejligheder i etagebyggeri i to-tre etager på den 7.300 kvadratmeter store grund i Malling.