Køge Nord Plejecenter på Fuglebæk Allé åbnede i januar 2019, og i forbindelse med vedtagelse af budget 2024-2028 besluttede byrådet at afsætte godt 88 millioner kroner til boliger og godt 15 millioner kroner til servicearealer i etape 3.
Her skal der bygges 40 boliger på hver især 65 kvadratmeter samt 530 kvadratmeter servicearealer.
Den 10. april skal Teknik- og Ejendomsudvalget godkende projektet.
Læs også: Fond vil bygge 50 billige boliger i Køge Nord
“Der ansættes en bygherrerådgiver, der kan bistå med brugerprocessen og udarbejdelse af projektgrundlag og udbudsmateriale til udbud i totalentreprise som EU-udbud. I den forbindelse fastlægges kriterier for udvælgelse og tildeling i samarbejde med forvaltningerne, som forelægges til fagudvalgenes godkendelse inden udbud”, fremgår det af dagsordenen.
Byggeriet forventes igangsat i sommeren 2025, så boligerne er klar til indflytning i slutningen af 2026. Det bliver efter planen udbudt i totalentreprise i september 2024.
Tidsplan for projektet
- Maj 2024: Bygherrerådgivningsaftale
- September 2024: Godkendt skema A og udbud i totalentreprise
- December 2024: Godkendt skema B og kontrahering
- August 2025: Byggestart
- Ultimo 2026: Aflevering og ibrugtagning
Kilde: Køge Kommune.