Ifølge en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet har byggeprojektet være 2,5 år undervejs, og i foråret 2023 blev vinderen af en arkitektkonkurrence fundet. Nu sker der endelig noget.
Byggeriet af de fysiske rammer for SDU Center for Large Structure Production (LSP) går i gang, oplyses det.
Den 1. oktober 2024 klokken 12 er der første spadestik på Odense Havn.
– Bygningen er en vigtig milesten for os. LSP er allerede oppe at køre, men vi ser frem til at kunne få endnu mere fart på vores arbejde, udtaler leder af LSP, professor Christian Schlette.
I LSP udvikler forskerne sammen med partnere i industrien nye robotter og digitale værktøjer, der kan automatisere produktionen af store strukturer, som eksempelvis dele til vindmøller, skibe og bygninger.
Læs også: Boligselskab og privat udvikler vil bygge seniorboliger i Tårup Strandpark
Det er områder, der traditionelt set har været meget svære og dyre at automatisere, blandt andet fordi det foregår i så stor skala.
Det problem skal LSP løse ved – som et af de eneste dedikerede forskningscentre i verden – at have meget store robotter og faciliteter til rådighed.
– Når vores laboratorie står færdigt om et års tid, vil alt være, som vi havde forestillet os det, ikke mindst vores unikke robotportalkran på 30 x 20 x 10 meter, som bygningen er specialdesignet til. Den vil gøre det muligt virkelig at sætte skub på udviklingen, siger Christian Schlette.
Bygningen er tegnet af arkitektfirmaet Christensen & Co og er mulig takket været en donation på 90 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden. Den forventes at stå færdig i efteråret 2025.