I 2021 vandt Prime Office udbuddet af to byggefelter med ret til i alt 29.000 kvadratmeter boligbyggeri mellem Dagmar Petersens Gade og Bernhardt Jensens Boulevard på Aarhus Ø.
Siden er der ikke sket sig meget, for det har ikke været så lige til at få en lokalplan for projektet vedtaget. Og da lokalplanen endeligt blev vedtaget i juni 2023, kom der en naboklage.
Ifølge en pressemeddelelse fra Prime Office blev klagen afvist i maj 2024, og byggeriet er nu færdigprojekteret, ligesom der er modtaget byggetilladelse fra Aarhus Kommune. Byggeriet forventes derfor at gå i gang i tredje kvartal 2024, oplyses det.
Prime Office vandt i sin tid udbuddet sammen med et aarhusiansk hold bestående af arkitekter fra Suder+Lassen Architects, Concept, Rumvirke og Pax Architects, mens Artelia er med som bygherrerådgivere.
Allerede dengang blev der indgået en totalentrepriseaftale med Aarsleff om stå for det 1,3 milliarder kroner dyre byggeri. Den aftale er der nu sat underskrifter på.
“Samtidigt har Prime Office indgået finansieringsaftale med selskabets bank- og realkreditinstitut om byggelån og efterfølgende realkreditlån, der sikrer gennemførelse af projektet”, lyder det i pressemeddelelsen.
Aarsleffs kontraktsum er på cirka 700 millioner kroner. Byggeriet skal opføres i et One Company-samarbejde mellem Aarsleff og koncernens teknikentreprenør Wicotec Kirkebjerg.
– Prime Office har udvist en særlig respekt og fortrolighed, som har været afgørende for en vellykket proces og et gennemarbejdet projekt. Karrébebyggelsen er en del af transformationen af Aarhus Ø, og som samlet Aarsleff-team glæder vi os derfor til at virkeliggøre bygherres visioner i et tæt samarbejde, udtaler Klaus Andersen, afdelingsdirektør i Aarsleff, der har udviklet totalentreprisen i samarbejde med Aarsleffs rådgivere Luplau & Poulsen, Arkplan og Afry.
Projektet omfatter 309 etageboliger og 22 erhvervslejemål fordelt på to karreer. Mejlbryggen B opføres i otte etager samt med kælder. Det samlede etageareal er på cirka 17.446 kvadratmeter, hvoraf 3.215 kvadratmeter er kælder.
Mejlbryggen C opføres i syv etager med tagterrasse og kælder og med et samlet etageareal på 18.863 kvadratmeter, hvoraf 4.281 kvadratmeter er kælder. Herudover anlægges 134 parkeringspladser og seks parkeringspladser til borgere med handicap.
I august 2024 begynder nedbrydningen af de oprindelige bygninger på byggefeltet, og Aarsleff forventer at kunne aflevere projektet i begyndelsen af 2028.
Byggeriet skal certificeres til DGNB Guld.