Lokalplan for 300 nye boliger på Aarhus Ø lader vente på sig

Prime Office vandt i 2021 retten til at bygge 29.000 kvadratmeter på Aarhus Ø, men de lokale politikere har endnu ikke vedtaget lokalplanen for boligprojektet.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Politikerne i byrådet i Aarhus udpegede i foråret 2021 Prime Office som vinder af udbuddet af to byggefelter med ret til i alt 29.000 kvadratmeter boligbyggeri mellem Dagmar Petersens Gade og Bernhardt Jensens Boulevard på Aarhus Ø.

Prime Office samlede et rent aarhusiansk hold bestående af arkitekter fra Suder+Lassen Architects, Concept, Rumvirke og Pax Architects og indgik en aftale med totalentreprenøren Aarsleff om byggeriet.

Men der er endnu ikke sket noget på den 10.000 kvadratmeter store byggegrund, hvor Prime Office ellers står klar til at smide 1 milliard kroner i byggeriet af 300 nye lejligheder.

Lokalplanen for projektet er nemlig ikke vedtaget.

Sagen var på dagsordenen i byrådet i Aarhus i går, men her besluttede byrådspolitikerne at sende sagen tilbage til behandling i Teknisk Udvalg.

– Det store spørgsmål er, hvordan balanceres tidligere beslutninger med en presserende lokalplan, der skal godkendes, inden deadline her to år efter som sat tidsgrænse? Socialdemokratiet er ikke interesseret i at stoppe denne aftaleproces, men er nysgerrig på en drøftelse i Teknisk Udvalg, sagde medlem af Teknisk Udvalg, Steffen Wich (S), på byrådsmødet med henvisning til, at han blandt andet vil have drøftet, at om der kan ændres på byggehøjden mod Kystvejen uden at ændre markant i det samlede antal etagemeter.

Desuden vil han have undersøgt de eventuelle økonomiske konsekvenser for kommunen ved at skære en etage af byggeriet.

Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), påpegede på byrådsmødet, at projektet er et resultat af beslutninger taget af tidligere byrådspolitikere, idet projektet er omfattet af en udviklingsplan fra 2020.

– Derfor forstår jeg sådan set også godt, at mange af jer ikke føler ejerskab over projektet, sagde han på byrådsmødet, men påpegede samtidig, at Prime Office vandt udbuddet med et bud, der var 50 millioner kroner højere end det næsthøjeste bud, ligesom konjunkturerne nu ser markant anderledes ud, end de gjorde i foråret 2021.

– Man har selvfølgelig ret til at stemme nej til denne lokalplan. Men gør man det, skal man også være klar over, at vi ikke får sådan et tilbud igen. Vi vil mangle formentligt noget, der ligner et trecifret millionbeløb, sagde han og påpegede, at disse penge vil forsvinde fra eksempelvis grønne områder på Pier 3.

Lokalplanen skal bane vejen for to boligkarréer med erhverv i stueetagen. De skal efter planen bygges i op til otte etager i området, der tidligere været anvendt til bynære havnearealer. Udbudsmaterialet og udviklingsplanen fastsatte således, at byggefelterne skulle bebygges med karreer på fem-otte etager med “aktiverede tage”.

Netop byggehøjden kritiseres dog af adskillige borgere i de høringssvar, som Aarhus Kommune har modtaget i forbindelse med den offentlige høring af lokalplanen.

Mere generelt har også arkitekt Jan Gehl har været ude med kritik af udviklingen og byggehøjderne på Aarhus Ø.

Den bebyggede del af Aarhus Ø er kendetegnet ved højt byggeri. Der bor efterhånden 5.000 mennesker i den nye bydel, som på sigt kommer til at rumme boliger til 12.000 personer og 10.000 arbejdspladser fordelt på i alt 800.000 etagekvadratmeter. De næste 300 boliger lader dog indtil videre vente på sig.