For et par dage siden skrev Nordjyske om udsigten til, at Nordens område i Vestbyen i Aalborg kan blive udviklet til en ny bydel helt ned til Limfjorden. Nu bekræfter ejerne af grunden i en pressemeddelelse, man tripper for at komme i gang med udviklingen af det 224.000 kvadratmeter store industriområde.
Ejerne af grunden og deres rådgivere har de seneste mange år arbejdet på en plan for området, lyder det. Forventningen er, at det indhegnede og lukkede område bliver åbnet op med rekreative arealer, adgang til Limfjorden samt boliger, butikker og kontorer. Senest har Miljøstyrelsen i sidste uge afgjort, at der ikke ligger forhindringer i vejen for projektet.
Cementfabrikken Norden blev i omkring 1900 bygget på den stor grund i Mølholm ved Hasseris. Der var der nærmest ubegrænset adgang til kridt, og den færdige cement kunne sejles med skib via cementfabrikkens kajanlæg ved Limfjorden.
Dengang lå fabrikken på landet, men i dag er industriarealet en del af Aalborgs Vestby tæt på travbane, villakvarterer og lystbådehavnen.
Planerne for udvikling af Norden startede allerede i 1999, hvor ejerne af grunden iværksatte en arkitektkonkurrence for området, men på grund af miljømæssige udfordringer i relation til Renseanlæg Vest på nabogrunden mod sydvest blev planerne sat i bero. I 2009 blev en ny planlægning af området igangsat, og der blev udarbejdet en ny helhedsplan til et nyt byområde med blandede boliger og erhverv.
– Vi har gennem vores advisory board og eksterne rådgivere arbejdet med udvikling af området i en lang årrække og har haft en god dialog med både Aalborg Kommune og Aalborg Forsyning. Men projektet er gang på gang blevet bremset af forskellige myndigheder, og vi har som ejere af grunden heller ikke haft travlt med at udvikle på grunden, forklarer Thomas Bladt fra selskabet Mølholmparken A/S, der er ejere af grunden.
Grunden har for størstedelens vedkommende været lejet ud til vindmølleproducenten Siemens Gamesa, der blandt andet har opmagasineret vindmøllevinger i området. Det er uvist, hvor lang tid Siemens Gamesa ønsker at forblive som lejer på grunden, men tendensen er, at erhvervsaktiviteter af denne karakter samles i Aalborg Øst, hvor Siemens Gamesa i forvejen råder over store arealer:
– Den aktuelle høring om Aalborgs Vestby, der også omfatter vores grund, har gjort, at vi nu ønsker at sætte mere fart på planlægningen. Samtidig har vi nu fået Miljøstyrelsens ord for, at de lugtgener der tidligere var en forhindring, nu er reduceret så væsentligt, at grunden reelt kan anvendes til de ønskede formål. Der skal dog formodentligt etableres en bufferzone på 25 meter fra skel mod renseanlægget, fortsætter Thomas Bladt.
Han siger supplerende, at man er positiv for at udvide bufferzonen, så eventuelle lugtgener fra renseanlægget, når vinden blæser fra sydvest, ikke kommer til at genere kommende brugere af grunden. Thomas Bladt forklarer desuden, at man lytter meget til de fagpersoner, der har rådgivet i processen, samt naturligvis Miljøstyrelsen, og på den baggrund ønsker at fortsætte den positive dialog med Aalborg kommune.
Bæredygtig og åben bydel
Ejerne af grunden har etableret et advisory board for byudvikling af grunden, og arkitekt Christopher Riekehr fra COA Arkitekter i Aalborg har som en del af gruppen tegnet på projektet siden 2017.
– Der er ingen tvivl om, at området ved Norden er et af Aalborgs mest spændende byudviklingsprojekter i de kommende 5-15 år. Norden rummer alt, hvad hjertet kan begære af industrihistorie, sø- og naturarealer, kaj- og kystlinje til Limfjorden med videre – kort sagt en masse spændende muligheder for at skabe en unik og bæredygtig bydel, siger han og fortsætter:
– Vores udgangspunkt er derfor at skabe en attraktiv og helstøbt bydel, der strukturelt og visuelt binder den eksisterende by sammen med Limfjorden og Limfjordskysten. Norden skal byudvikles og åbnes op, så området omdannes til at blive Aalborgs nye, attraktive bydel, der er skabt med respekt for områdets historie, unikke natur og ikke mindst i dialog med borgerne.
Konkret er det planen at samle både liberale erhverv, boliger, indkøbsmuligheder og institutioner i den nye bydel. Der vil blive lagt særligt vægt på det gode familieliv, da Vestbyen er et område, der mangler attraktive boligtilbud til børnefamilier. Ifølge Christopher Riekehr er det i det hele taget vigtigt at tænke diversitet i boliger, erhverv og institutioner, så udnyttelse af bygningsressourcen bliver så bred og inkluderende som muligt:
– Norden er jo i dag et hermetisk lukket område med hegn og afspærring hele vejen rundt. Det skal laves om, så borgerne får bedre adgang til både naturen på grunden, fjorden og området som helhed. Derfor skal processen for byudviklingen være inkluderende for alle aktører og interessenter, pointerer han.
Han siger supplerende, at han håber på den nødvendige opbakning fra både borgere og politikere til den kommende byudvikling, da området ellers vil forblive et lukket industriområde.
Han siger afslutningsvis, at der afholdes orienteringsmøde tirsdag den 7. februar 2023 kl. 17 på fabrikskontoret i den oprindelige administrationsbygning på grunden. Alle er velkomne, og her vil der blive orienteret om visionerne for byudviklingen. Der vil dog ikke være mulighed for at besigtige den øvrige del af grunden af hensyn til den nuværende lejer.
Nordens historie
Omkring år 1900 blev Cementfabrikken Norden opført ved gården ”Johannesminde” på jorden Mølholm ved Hasseris. Fabrikken Norden har været en betydningsfuld industrivirksomhed i Aalborg, og virksomheden har sat flere markante spor i området både i form af vejforløb, industrianlæggene og de tilknyttede arbejderboliger, moleanlægget ved fjorden, lergravene mod vest samt Nordens Kridtgrav i Hasseris.
Ved Norden blev der omkring 1908 dannet en ny cementforstad kaldet Mølholm, som lokalt fik tilnavnet ”Nordens huse”. Fra de første boligområder som placerede sig tæt ved fabrikken på østsiden af Mølholmsvej, bredte cementbyen sig mellem lergravene ved fjorden til kridtgraven i Hasseris.
Cementproduktionen stoppede i årene 1938-1941, og områdets aktiviteter blev senere videreført af blandt andet maskinfabrikken Norden. Området er i dag et velfungerende industriområde, udlejet til Siemens Gamesa, som blandt andet anvendes til oplag af vindmøllekomponenter.
Kilde: Mølholmparken A/S.