Heimstaden Danmark har oprettet en juridisk afdeling, og chefstolen tages i brug den 1. september. Her tiltræder Cecilie Rust som juridisk chef.
Det skriver ejendomsselskabet i en pressemeddelelse.
Heimstaden Danmarks nye juridiske chef har tidligere været associeret partner hos Accura samt advokat og senest partner hos Bech-Bruun.
Cecilie Rust er advokat med møderet for Landsretten og kommer således til Heimstaden med 15 års erfaring inden for fast ejendom med speciale i transaktioner, lejeret og entrepriseret samt tvistløsning.
Desuden har hun erfaring med ejendomsområdet fra rollen som General Counsel i Kereby. Hun er uddannet cand.jur. fra Syddansk Universitet i 2010.
Hos Heimstaden skal Cecilie Rust hjælpe til med at sikre alle juridiske processer i selskabet. Hun får ansvar for blandt andet Governance, Risk & Compliance (GRC), GDPR og det selskabsretlige i relation til selskabs-administration, ligesom hun bliver ansvarlig for kontraktparadigmer og tilhørende processer, oplyses det.
Læs også: Ejendomsselskab henter udlejningschef fra Heimstaden
– GDPR og GRC fylder mere og mere i vores hverdag, ligesom der stilles større krav til rapportering på området. Det har hidtil ligget spredt i forskellige afdelinger i organisationen, men nu samler vi det under en hat, udtaler administrerende direktør for Heimstaden Danmark Michael B. Hansen.
– Samtidig udnytter vi de kompetencer og den betragtelige erfaring, Cecilie bringer med sig, til at etablere en egentlig juridisk afdeling inhouse. Vi glæder os meget til at byde Cecilie velkommen som kollega.
Heimstaden er et af Europas største boligejendomsselskaber og -investor med cirka 161.000 lejeboliger i 10 lande og en samlet porteføljeværdi på 222 milliarder kroner. I Danmark har Heimstaden rundet 20.000 boliger.
– Heimstaden er i min optik en meget spændende og dynamisk virksomhed, som har været inspirerende at følge på sidelinjen. En hurtigt voksende og ambitiøs organisation, med en ejendomsportefølje i særklasse, dygtigt team og som driver ansvarlig virksomhed med nogle gode og vigtige værdier, udtaler Cecilie Rust.