Hanssen Ejendomme og Daugaard Pedersen står bag planen om at opføre en stor “Retail Park” mellem Billund og Grindsted.
Det skriver Daugaard Pedersen i en pressemeddelelse.
Cowi arbejder aktuelt på en analyse, hvor det foreløbigt vurderes, at der er et potentiale for at øge handelen i Billund Kommune med over 500 millioner kroner.
– For et par år siden fik Billund Kommune udarbejdet en detailhandelsanalyse, som viste, at hvis der ikke gøres noget nyt og væsentligt anderledes, så er der udsigt til, at de senere års nedgang i både omsætning og butikker vil fortsætte med at udhule det lokale handelsliv. Med etableringen af en Retail Park i stor skala vil vi ikke alene kunne bremse, men også vende den udvikling, udtaler administrerende direktør Michael Andersen fra Hanssen Ejendomme.
Han peger på, at der er en tendens til, at forbrugerne i stadigt højere grad samler deres indkøb, når de tager til de omkringliggende byer for at handle:
– Når man er kørt til Vejle, Herning, Esbjerg eller Kolding, er der mange, som vælger ikke alene at besøge retailbutikkerne, men også at spise en frokost i centrum og tage forbi de mindre detailbutikker. Når vi gør det attraktivt at lægge al sin handel i Billund Kommune, vil den trafik fremover også kunne gavne butikkerne i de lokale centerbyer.
Læs også: Næste skridt er taget mod en ny bydel i Billund
Før projektet kan realiseres, skal det behandles politisk, og de to projektudviklere ønsker, at det skal ske sideløbende med en dialog med lokale interessenter og borgere.
– Vi har allerede haft et indledende møde med nogle af de lokale interessenter og de lokale politikere. Nu afventer vi den indledende politiske behandling, hvorefter vi vil udbygge dialogen med de forskellige parter, så vi sikrer den bedst mulige udvikling af det lokale handelsliv, siger Anders Bech Mathiesen, projektdirektør og medejer af Daugaard Pedersen.
Det kommende retail-område vil have et samlet areal på 160.000 kvadratmeter, hvoraf en tredjedel skal anvendes til butikker. Området forventes at kunne rumme op til 50.000 kvadratmeter udvalgsvarebutikker.
De enkelte butikker skal mindst være 500 kvadratmeter store. Derudover skal der etableres parkeringspladser og opholdsarealer, ligesom mulighederne for dagligvarebutik, restaurant og legeland skal undersøges.
Området skal udvikles i flere etaper. De første butikker forventes at stå klar til indflytning inden udgangen af 2026.
Nogle af de eksisterende butikker ved Trehøjevej forventes at flytte til den kommende Retail Park for at få lokaler i et tidssvarende byggeri.