Danmarks tre dyreste huse ligger i hovedstaden

Af og til sniger en jysk eller en fynsk villa sig med på listen, men aktuelt ligger Danmarks dyreste huse i henholdsvis København, Gentofte og Hørsholm.

Hovedstaden dominerer typisk, når der laves opgørelser over de dyreste huse i Danmark. Engang imellem finder en jysk eller fynsk villa plads på toplisterne, men lige nu ligger de tre dyreste huse i hovedstaden. Og selvom det ikke var givet, da vi gik ind i 2021, at festen skulle fortsætte efter et år med voldsom vækst i bolighandler og priser, har boligmarkedet igen i år været flyvende.

Liebhavermarkedet stortrives i den grad. Inden for de seneste par måneder er der kommet flere vilde villaudbud til salg med tilhørende prisskilte, der gør dem til de absolut dyreste på markedet lige nu. Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Det betyder også, at hvis du skal spille med i den allerøverste liga på villamarkedet i Danmark i øjeblikket, skal stille op med mellem 55 og helt op til 100 millioner kroner for at kunne købe et de tre dyreste huse, der er til salg lige nu.

Her er Danmarks dyreste huse til salg

3. Pool og sauna i Hellerup

Det tredje dyreste hus i Danmark lige nu ligger i Hellerup. Foto: Lokalbolig Hellerup.
Det tredje dyreste hus i Danmark lige nu ligger i Hellerup. Foto: Lokalbolig Hellerup.

Der mangler ikke noget i den luksuriøse pragtvilla på Sofievej 19 i liebhaverenklaven Hellerup, som med sit prisskilt på 55 millioner kroner udgør det tredjedyreste villaudbud på markedet lige nu.

De næsten 400 kvadratmeter bolig byder på intet mindre end ni herskabelige værelser – og i kælderen er der både biograf, fitnessrum, sauna og pool. Ejendommen har været til salg i 92 dage.

Det er en velkendt profil i den professionelle, danske ejendomsbranche, der har sat ejendommen til salg. Huset ejes nemlig af stifter og medindehaver af ELF Development, Erik Ludvig Find.

2. Tre villaer for en pris

Det næstdyreste hus i Danmark lige nu ligger i Hørsholm. Foto: Elbæks Ejendomsmægler.
Det næstdyreste hus i Danmark lige nu ligger i Hørsholm. Foto: Elbæks Ejendomsmægler.

Først og fremmest får du en stor luksuriøs liebhavervilla på over 300 kvadratmeter med både en opvarmet swimmingpool og en tennisbane, hvis du køber det næstdyreste villaudbud på markedet lige nu.

Men med i udbudsprisen på 79,5 millioner kroner følger også to andre huse på små 190 kvadratmeter hver, som ligger på de tilhørende 5,7 hektar jord udenfor Hørsholm i Nordsjælland. Ejendommen spreder sig således over adresserne Stumpedyssevej 13-17. Villaen har været til salg i 105 dage. Det er Pandora-milliardær René Sindlev, der har sat ejendommen til salg.

1. Vild palæejendom i København

Denne palæejendom i København er aktuelt Danmarks dyreste. Foto: Claus Borg & Heilesen.
Denne palæejendom i København er aktuelt Danmarks dyreste. Foto: Claus Borg & Heilesen.

Toppen af kransekagen på villamarkedet lige nu befinder sig inde midt i København, hvor en kæmpestor palæejendom tæt på Christiansborg for nylig kom til salg for svimlende 100 millioner kroner.

Den mere end 260 år gamle ejendom er fredet og består af både et forhus, et sidehus og et portrum. I alt får du 463 kvadratmeter bolig helt centralt placeret i hovedstaden. Ejendommen på Ny Kongensgade 3 har været til salg i 43 dage. Ejendommen er sat til salg af advokat Jacob Morten Carl Jacobsen, indehaver af Carl Jacobsen & Co., der gennem en række datterselskaber investerer i ejendomme.

I den anden ende af skalaen blev et hus i Hjørring Kommune tidligere på måneden sat til sag med kvadratmeterpris på blot 344 kroner. Efter blot otte dage blev huset dog taget af markedet igen.