AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Danskerne forventer stigende boligpriser i 2025, men der er forskel på forskellige befolkningsgrupper. Mænd er mere optimistiske end kvinder. Småbørnsfamilierne er foran de børnefrie. Byboerne adskiller sig markant fra dem, der bor på landet.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Home.

Ejendomsmæglerkæden der har fået analysevirksomheden YouGov til at stå for en omfattende spørgeskema-undersøgelser, der afslører tydelige forskelle i, hvordan vi danskere, afhængigt af køn, familiestatus og bopæl, forventer, at huspriserne vil udvikle sig i 2025.

Læs også: Så meget steg boligpriserne i 2024

Home har sammen med YouGov stillet godt 2.000 danskere spørgsmålet: “Hvad tror du, et hus i dit lokalområde eller det sted, du har planer om at købe, er værd om et år, hvis du forestiller dig, at du køber boligen i dag?”

Svarene fordeler sig i den klart positive ende af skalaen og med en betydelig fremgang sammenlignet med sidste års måling.

Omkring 40 procent forventer prisstigninger på over 2 procent, hvor blot 30 procent forventede det samme i 2024. Modsat regner kun 5 procent i 2025 med mere end 2 procent prisfald mod 7 procent i 2024. Endeligt forventer 31 procent, at priserne forbliver nogenlunde uændrede, mellem -1 procent til +1 procent, hvor omkring 38 procent forventede det samme i 2024.

– Det vil altså sige, at næsten tre ud af fire forventer stigende eller omtrent uændrede huspriser. Danskernes syn på huspriserne stemmer godt med synet hos forskellige eksperter. I Danske Bank er det for eksempel forventningen, at huspriserne stiger med 5 procent på landsplan i 2025, forklarer administrerende direktør i Home, Martin Wiesener.

Læs også: Redegørelse: Tre faktorer bag stigende boligpriser

Omkring 25 procent svarer “ved ikke”, hvilke er en andel, der er uændret fra sidste år og vidner måske om, at spørgsmålet er svært at svare på, understreger Home.

Mens der er enighed blandt både danskerne og økonomerne om, at huspriserne er på vej opad, viser undersøgelsen dog også interessante forskelle blandt befolkningen.

Mænd er mest optimistiske

45 procent mænd forventer mere end 2 procent i stigning mod kun 35 procent kvinder. Det er en signifikant forskel i undersøgelsen.

– Vi kan også se i vores undersøgelse, at langt flere mænd end kvinder svarer, at de har planer om at købe bolig. Forskellen kan skyldes, at mænd – som det viser sig i andre sammenhænge – ser på investering med en anden risikovillighed end kvinder, siger Martin Wiesener.

Mange børnefamilier forventer prisstigning

Familiestatus giver også synlige forskelle. Blandt børnefamilier, hvor mindste barn er under syv år, er det næsten halvdelen, 48 procent, der forventer husprisstigninger på over 2 procent.

Gruppen tæller mange førstegangskøbere, altså familier der har brug for mere plads til de fremtidige familieplaner.

Læs også: Mægler: Så meget stiger boligpriserne frem mod 2030

Det er langt flere end blandt familier med store børn eller ingen hjemmeboende børn. Her er det kun mellem 36-38 procent i disse grupper, der spår de pæne prisstigninger på over 2 procent.

Ligeledes spiller geografien – ikke overraskende – også ind på synet. I hovedstadsområdet er optimismen størst. Her er det 53 procent af alle, der forventer disse stigninger. I byer over 100.000 indbyggere (Aarhus, Aalborg og Odense) er det 46 procent.

Mindste andel af de positive finder vi ifølge undersøgelsen uden for bymæssig bebyggelse, altså på landet. Kun 27 procent af indbyggerne her ser husene stige mere end 2 procent.

Her er også flest med et negativt syn, nemlig 8 procent, der regner med en prisfald på mere end 2 procent.

– Det markant mere positive syn på huspriserne i hovedstaden er nok præget af, at huspriserne steg ganske meget i løbet af 2024. Faktisk kostede et hus i København godt 8 procent mere ved indgangen til 2025 end et år forinden, siger Martin Wiesener.

Læs også: Voldsom forskel på boligpriserne i Danmark

– Meget taler for endnu et godt år på boligmarkedet. Renten har udsigt til at falde mere, vores lønninger er steget og mange danskere er i job. Det er ligeledes et klart plus for boligkøbsplanerne, at huspriserne er steget det seneste år, og mange danskere forventer priserne stiger yderligere. Det giver mere ro i maven til køberne, og for sælgerne åbner det for nye muligheder,  slutter Homes administrerende direktør.

Huspriserne steg på landsplan med 5,2 procent i 2024 ifølge Boligsiden.

Danskernes forventninger til boligprisernes udvikling i 2025

Hvad tror du, et hus i dit lokalområde eller det sted, du har planer om at købe, er værd om et år, hvis du forestiller dig, at du køber boligen i dag?
Noget mindre værd (-5 procent eller mindre) 2 procent
Mindre værd (-2 procent til -4 procent) 3 procent
Omtrent det samme værd (-1 procent til +1 procent) 31 procent
Mere værd (+2 procent til +4 procent) 31 procent
Noget mere værd (+5 procent eller mere) 9 procent
Ved ikke 25 procent

Kilde: YouGov for Home, undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 2025 CAWI-interview med danskere over 18 år i perioden fra den 3. til den 14. januar 2025.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling