DBU vil etablere et nyt nationalt fodboldcampus med domicil og træningsbaner i Høje Taastrup som led i projektet “Hele Danmarks Klubhus”.
Det skriver fodboldforbundet i en pressemeddelelse.
– Placeringen af Campus er et stort skridt i vores vision for dansk fodbold, der begyndte med et ønske om bedre infrastruktur med stadions og nationalt træningscenter og nu er blevet et kæmpe kultur-projekt med titlen “Hele Danmarks Klubhus”, hvor kultur og infrastruktur skal smelte sammen og sikre sammenhæng mellem det nationale Campus, regionale kraftcentre og lokale tiltag helt ud til landets godt 1.550 fodboldklubber. Det nye Campus i Høje Taastrup bliver en central motor i projektet Hele Danmarks Klubhus, som vi glæder os til at arbejde videre med, siger DBU’s formand Jesper Møller i meddelelsen.
Læs også: Nu kan stadion i Køge færdigbygges
I anledningen af offentliggørelsen af planerne om at etablere et nyt nationalt campus arbejdes der også på et parallelt spor med at indgå en velfærdsalliance mellem DBU, DBU Sjælland og Høje-Taastrup Kommune.
Aftalen forpligter parterne til at gøre endnu mere for at udvikle miljøerne i fodboldklubberne i kommunen med særligt fokus på piger og kvinder.
– Selv om bolden endnu ikke er helt inde over stregen, tillader jeg mig på vegne af hele Høje-Taastrup Kommune at være begejstret over, at DBU har valgt at pege på os når det gælder placeringen af det nye campus. Vi vil bestræbe os på at give DBU og dansk fodbold de optimale rammer, udtaler borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler (K).