PFA Ejendomme står bag projektet med 324 boliger på Kvægtorvet i Slagelse. Visualisering: Mangor & Nagel – en del af Aart.
PFA Ejendomme står bag projektet med 324 boliger på Kvægtorvet i Slagelse. Visualisering: Mangor & Nagel – en del af Aart.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Byggeriet af 324 boliger på Kvægtorvet i Slagelse skrider planmæssigt frem. PFA Ejendomme står bag projektet, og pensionsselskabet har udpeget EDC Projekt Poul Erik Bech til at udleje boligerne. Det skriver mægleren i en pressemeddelelse.

EDC Projekt Poul Erik Bech er allerede i fuld gang med udlejningen af første etape med 30 familieboliger og otte rækkehuse, og snart starter også udlejningen af de første ungdomsboliger.

– Prøveboligen er indrettet og er blevet fremvist på de åbne huse, og vi forventer, at første etape af boligerne vil være indflytningsklare i løbet af efteråret. Vi har allieret os med EDC Projekt Poul Erik Bech, som vi har gode erfaringer med fra tidligere. Vigtigst er dog, at EDC Poul Erik Bech har en selvstændig afdeling i Slagelse, som har fingeren på pulsen i lokalmiljøet, udtaler Peter Morgan, Investment Director hos PFA Ejendomme.

LÆS OGSÅ: ENTREPRENØR ANSÆTTER PROJEKTLEDER TIL STORT BYGGERI I SLAGELSE

Ifølge mæglerne går det også planmæssigt fremad med udlejningen af første etapes 30 familieboliger og 8 rækkehuse. Lige nu er der blot en lejlighed og syv rækkehuse ledige, og i midten af august starter udlejning af de første ungdomsboliger. Selve området kommer til at indeholde boliger til bred målgruppe.

– Det er generationernes bydel, forstået på den måde, at der vil være boliger til alle livets faser. Fra ungdomsboliger, store- og små familieboliger, til ældreboliger og sågar et friplejehjem, så det bliver et godt miks af forskellige generationer, som kan skabe en god dynamik og relationer på tværs af generationer, siger Peter Morgan.

– Der er stor opmærksomhed på ESG og bæredygtighed i bygge- og ejendomsbranchen, og det er også et fokuspunkt i opførelsen af den nye bydel i Slagelse. Vi har arbejdet benhårdt med at minimere CO2-aftrykket for at opnå DGNB Guld-certificering. Derudover vil vi gerne symbolisere at det skal være Slagelses grønne bydel med grønne arealer i området.

Gammelt industriområde centralt i Slagelse

Kvægtorvet er et stort tidligere industriområde, præget af produktionsvirksomheder, to store slagterier og et gasværk.

– Kvægtorvet er et næsten 90.000 kvadratmeter stort område, der tilbage i tiden var knudepunkt for handel af fødevarer på Vestsjælland. Området egner sig perfekt til et boligområde med kort afstand til både Slagelse Station, Campus Slagelse og Slagelse Bymidte. Over de seneste år har Slagelse udviklet sig til at være et populært sted at bo med gode uddannelsesmuligheder og gode rammer for familielivet. Dermed er boligprojekter som dette vigtigt for Slagelses fortsatte udvikling, udtaler Sven Lyse, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Syd-/Vestsjælland.

LÆS OGSÅ: CONTAINERBOLIGER I SLAGELSE: “NOGET AF EN FARVELADE”

PFA købte i sommeren 2020 byggegrunden i Slagelse for 230 millioner kroner med en forventning om god efterspørgsel på de kommende boliger, fordi Slagelse oplever befolkningstilvækst og her mange uddannelsesinstitutioner.

– Vi oplever en god efterspørgsel på boligerne, og vi glæder os også til at komme i gang med udlejningen af ungdomsboligerne, som er på mellem 32-44 kvadratmeter med en månedlig husleje startende fra 4.290 kroner per måned. De syv ledige rækkehuse er på 98-108 kvadratmeter med en husleje på 11.650-11.950 kroner per måned, så priserne er langt mere konkurrencedygtige end i Storkøbenhavn, påpeger Bjørn Gervø, projektchef EDC Projekt Poul Erik Bech.

Projektet er tegnet af Mangor & Nagel – en del af Aart med AB Clausen som ingeniør, mens DEAS Asset Management er projektudvikler og bygherrerådgiver. Boligerne opføres i totalentreprise af Jorton.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling