Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, Masu Planning, PLH Arkitekter og OJ Rådgivende Ingeniører vandt arkitektkonkurrencen om tegne det nye stadion i Hillerød. Området udvikles med udgangspunkt i udviklingsaftale mellem Hillerød Kommune og Stadionkvarter Favrholm ApS, der samarbejder med FC Nordsjælland.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

En helt ny bydel med både boliger, erhverv, institutioner og et nyt stadion er på tegnebrættet i Hillerød, som i 2022 var blandt Danmarks hurtigst voksende kommuner. Favrholm ligger syd for Hillerød bymidte kun 15 minutter på cykel fra Hillerøds bymidte. Bydelen skal blandt andet rumme regionens nye sygehus, et nyt stort stadionkvarter og en ny S-togsstation med effektive kollektive trafikforbindelser til hele Nordsjælland og hovedstadsområdet.

Det nye stadionkvarter på cirka 95 hektar med cirka 2.200 nye boliger, skole, kontorerhverv, hotel, butikker og det nye stadion med tilhørende idrætsområde udvikles med udgangspunkt i udviklingsaftale mellem Hillerød Kommune og selskabet Stadionkvarter Favrholm ApS, der ejes af Propeco.

I februar besluttede politikerne i Hillerød, at det nye stadion skal leve op til de krav, der stilles til fodboldarenaer i Superligaen. Og nu er et hold bestående af Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, Masu Planning, PLH Arkitekter og OJ Rådgivende Ingeniører blevet udpeget vinder arkitektkonkurrencen om tegne det nye stadion samt idrætsanlæg og byrum i Favrholm Stadionkvarter i Hillerød. Det skriver Hillerød Kommune i en pressemeddelelse.

I alt tre hold har deltaget i konkurrencen – ud over vinderteamet er det et team ledet af Holscher Nordberg og et team ledet af Werk. En bedømmelseskomité på 11 medlemmer har udpeget vinderen.

– Vi står nu med et særdeles vellykket konkurrenceresultat, som både er innovativt og realiserbart, og som vil medvirke til at gøre det nye Stadionkvarter endnu mere attraktivt for beboere og brugere af de nye idrætsfaciliteter. Konkurrenceresultatet vil gøre idræt og samspil til en integreret del af hverdagen i Stadionkvarteret, både for motionisten og den professionelle udøver. Udviklingsselskabet ser også på denne baggrund frem til det fortsatte udviklingsarbejde i samarbejde med Hillerød Kommune og andre interessenter, siger direktør i udviklingsselskabet David Ernst-Sunne.

LÆS OGSÅ: SE WERK ARKITEKTERS VILDE BUD PÅ DET NYE STADION I HILLERØD

De tre forslag præsenteres ved en fernisering på Hillerød Rådhus den 13. april 2023 klokken 18-20.

– Vores vision for Favrholm og stadionkvarteret er, at det skal være et område fuld af liv og bevægelse, og et trygt og sundt sted at være både for beboerne og for besøgende. Det er et stort skridt, at vi nu har resultatet af arkitektkonkurrencen for Favrholm Stadionkvarter, og jeg vil gerne sige tak til dem, som har lagt kræfterne i arbejdet med opdraget, siger borgmester i Hillerød Kirsten Jensen (S).

Udviklingen af hele Favrholm Stadionkvarter fortsætter, og et endeligt dispositionsforslag for hele området inkluderende arkitektkonkurrencens vinderforslag forventes politisk behandlet i efteråret 2023.

Udviklingsselskabet har i forbindelse med udviklingen modtaget ekspertrådgivning fra fodboldklubben FC Nordsjælland for at sikre, at stadion og dertilhørende faciliteter kan understøtte fodbold på højt, internationalt niveau.

Den kommende bruger af stadion er endnu ikke fundet. Det vil ske i forbindelse med salget af det samlede udviklingsområde efter endt offentligt udbud heraf. Området forventes udbudt til salg ved årsskiftet 2023/2024.

Læs mere om en masterplanen for Stadionkvarteret og helhedsplanen for hele Favrholm her.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling