Siden Deas flyttede i sine nuværende kontorer på Frederiksberg for mere end ti år siden, har hele ejendomsbranchen og arbejdsmønstrene udviklet sig markant. Det skriver ejendomsforvalteren i en pressemeddelelse.
Derfor overtager Deas i 2024 en nyopført ejendom i Valby. Bygningen opføres og udvikles af Nrep.
– Vores nye domicil viser mulighederne for moderne ejendomme og kontormiljøer. Vi arbejder hver dag på at optimere og udvikle ejendomme på vegne af vores investorer, og derfor er det helt essentielt, at Deas egne rammer byder på moderne ejendomsløsninger og teknologi, udtaler Rikke Lykke, administrerende direktør for Deas.
Ejendommen på Bellidavej 20 i den nye bydel Grønttorvet i Valby forventes at blive certificeret til DGNB-guld.
Foruden at huse Deas medarbejdere i København vil det nye domicil fungere som et levende showroom på de nyeste løsninger og services inden for blandt andet PropTech og Space Planning, skriver Deas.
– Det er vores ambition, at de nye rammer skal være en kilde til konstant inspiration for ikke blot vores medarbejdere, men også vores investorer der besøger Deas. De vil nu blive mødt af moderne kontorløsninger hos os, der blandt andet omfavner den fleksibilitet, der kan være værdifuld i en omskiftelig hverdag for mange medarbejdere på et kontor, siger Rikke Lykke.
Ejendommens arkitektur vil bære præg af et mere råt udtryk. Store vinduespartier på ejendommen sikrer et naturligt lysfald i bygningens store kontorlandskaber, skriver Deas.
– Vi får nu helt nye rammer, hvor vi kan understøtte og præsentere fremtidens Deas og arbejdskultur. Vores ambition er at skabe et arbejdsmiljø, der skal inspirere vores medarbejdere og besøgende til at udvikle og innovere morgendagens ejendomsløsninger, siger Mie Møller, Lead Architect, Deas.
– I indretningen omfavner vi den hybride arbejdsplads, hvor vi etablerer varierende zoner på kontorerne, der skal kunne bruges forskelligt alt afhængig af arbejdsdagen. Vi fokuserer også på at udnytte kvadratmeterne på fællesarealerne, der skal kunne aktiveres og bruges hele dagen. Vores bistro skal for eksempel ikke bare være et sted at spise, men indbyde til ophold i løbet af hele arbejdsdagen, siger Mie Møller, Lead Architect, Deas.
Deas lejer ejendommens totale 9.300 kvadratmeter og indretter egne kontorer på ejendommens 2. og 3. sal, mens 1. salen og dele af stuetagen fremlejes eksternt. Deas flytter ind i september 2024.